Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

Debat: 'Oplysninger om kommunens økonomi var pyntede'


Timm Nielsen

Soldalen 5, Rågeleje

Torben Holm Sørensen rejser i et læserbrev det interessante og påtrængende spørgsmål: Hvordan kunne kommunens økonomiske situation ændre sig radikalt fra efteråret 2017 og frem til årsskiftet fra at være robust til kritisk? Dvs. i løbet af blot 3 mdr.

Det triste og dybt kritisable svar er, at de oplysninger om kommunens økonomi, der blev forelagt byrådet i forbindelse med budgetforhandlingerne i efteråret 2017, var pyntede og derfor ikke retvisende.

Hvilket er en ganske alvorlig sag, som kalder på et svar.

Ikke blot vedtog byrådet i efteråret et budget for 2018 og overslagsårene, som både borgmester Kim Valentin og direktionen vidste var aldeles uholdbart.

LÆS KIM VALENTINS SVAR PÅ KRITIKKEN VED AT KLIKKE HER

Da 2017 var et valgår, havde Kim Valentin selvsagt ikke den store interesse i at fremstille den alvorlige økonomiske ubalance, da det næppe ville bidrage til hans genvalg. Men for direktionen stiller sagen sig anderledes. Deres opgave er løbende at monitorere kommunens økonomi, og informere retvisende herom. Det står fast, at det gjorde den ikke. Den spillede derimod Kim Valentins falske melodi.

Det ved vi for allerede, da valgresultatet forelå i slutningen af november 2017, og det nyvalgte byråd havde peget på Anders Gerner Frost som ny borgmester, kunne kommunaldirektøren oplyse den nye borgmester om, at budget 2018 var uholdbart.

Det kunne han fastslå, inden resultatet af det bebudede kasseeftersyn forelå. Den vurdering fremgik da også med al tydelighed af den redegørelse, som blev forelagt ØU på sit møde først på året, og som indebar, at budgettet for 2018 skulle genåbnes og en række opgaver udskydes. Det påtrængende spørgsmål er derfor, hvorfor direktionen ikke gjorde det afgående byråd opmærksom på den alvorlige forfatning, kommunens økonomi befandt sig i, da budgetarbejdet foregik? Det er dybt betænkeligt.

Uanset om dette måtte skyldes uduelighed, politisk spekulation eller renskuret kynisme (eller en kombination) udgør det et påtrængende problem.

En borgmester kan ikke forventes personligt at have et detaljeret kendskab til kommunens økonomiske situation, men må her støtte sig til sin kommunaldirektør og direktion. På samme måde som byrådet må kunne fæste lid til borgmesterens redegørelser herom. Hverken en borgmester eller et byråd kan leve med en direktion, der ikke evner eller finder det nødvendigt at give retvisende informationer om kommunens økonomi. Informationer, som er afgørende for alle de politiske beslutninger et byråd skal træffe, og sætter rammerne for den kommunale service.

Den økonomiske genopretning, der nu forestår, stiller store krav til en økonomisk styring og den rådgivning, som i første række ØU, men også byrådet skal have. Den skal være troværdig og sigte mod realiseringen af et nødvendige økonomiske råderum, som kan skabe fremdrift, samt sikre et acceptabelt serviceniveau på de vigtige velfærdsområder.

Kigger man nøjere på de tal, der er fremkommet, fremgår det, at de alvorlige balanceproblemer vi nu står med, kunne iagttages for flere år siden.

De blev dog aldrig for alvor håndteret, og de investeringer der blev besluttet, var ikke fuldt finansieret. Det kalder på en mere omfattede analyse om baggrunden herfor og en langsigtet og realistisk genopretningsplan. Det er den opgave, det nyvalgte byråd er stillet overfor, og som må og skal løses, og som også Venstre må tage aktiv del i.


Publiceret: 13. April 2018 06:00

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder og
annoncer hver dag fra Ugeposten Gribskov

Fik du læst
Bøger
Forsiden netop nu