Kommunalvalg 2017
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

DEBAT: Kærlighed, langsommelighed og nærvær - normering i daginstitutioner er ikke alt

Af Tue Villebro, Venstre. Byrådskandidat


Normeringen i vores institutioner har været et brandvarmt emne de sidste år og nu også i valgkampen og mit bud er, at det vil det fortsat være i årene fremover.

Vi diskuterer alle serviceloftet og vores begrænsede muligheder for at afsætte endnu flere midler end vi allerede har gjort til den borgernære velfærd, så hvordan kan vi komme videre, hvis vi ikke får de 10 % flere borgere som vi gerne alle sammen vil have lige med det samme ?

Min holdning til emnet er, at normeringer betyder noget men ikke alt. Der er lavet masser af undersøgelser omkring den anvendte pædagogik i især vuggestuerne for et par år siden. Konklusionen var, at mange steder bliver de allermindste børn ikke set, som de individer de er, og de får derfor ikke mulighed for at udvikle sig og interagere med voksne og blive en del af fællesskabet, som ellers er noget af det vi ser som det allervigtigste for deres sproglige udvikling og personlighedsudvikling generelt.

Det kræver virkelig meget at være pædagog og deres arbejde har min dybeste respekt. Vi har utrolig mange dygtige pædagoger, men det er vigtigt at de får lov til at udvikle en god praksis i dagligdagen, og hermed kan man ikke undgå at tale ledelse og organisering.

Fra undersøgelsen fremgik det, at de børn som havde den bedste voksenkontakt faktisk var i de vuggestuer med den laveste normering, men med den bedste strukturering.

Jeg er ikke pædagog, men jeg har i næsten 10 år været bestyrelsesmedlem i Gribskov Naturbørnehave, hvoraf de sidste 5 år har været som formand. I denne institution har der været en forholdsvis fri tilgang til pædagogikken, men man har været meget bevidst omkring de helt essentielle læringsmiljøer, der ligger i leg og aktiviteter, hvor børnene har mulighed for at fremme deres fantasi samt deres forståelse for mennesket, dyrene, naturen og samfundet.

I Gribskov Naturbørnehave er der en personalenormering, som ligger fuldstændig på linie med den der eksisterer i resten af kommunens institutioner, men der foreligger en fast struktur for det daglige arbejde, som gør at også i ydertimerne er der tilstrækkelig med personale.

Forældrekontakten er også helt essentielt og derfor har man indført hjemmebesøg af to pædagoger inden barnet overhovedet starter i institutionen. Det kræver mange ressourcer, men dette betales mangefold tilbage i det lange løb, fordi den tillid det giver imellem personale og hjem at kende ”hjemmet” er stor.

Samtidig giver det gode muligheder for en tidlig indsats i forhold til familier, som har udfordringer i det daglige, hvor man kan sætte ind med den rette hjælp såfremt der skulle være et behov for det.

Gribskov Naturbørnehave er et lysende eksempel på, at det kan lade sig gøre at drive en daginstitution i Gribskov Kommune med minimal personaleudskiftning, hvor der lægges vægt på, at børnene vises kærlighed, langsommelighed og nærvær.

Jeg vil gerne gøre mit til, at vi får flere daginstitutioner i Gribskov Kommune, der fungerer efter de samme principper om professionel ledelse og tilgangen til det pædagogiske arbejde og med de bedst mulige personalenormeringer.


Publiceret: 14. November 2017 13:00

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder og
annoncer hver dag fra Ugeposten Gribskov

Fik du læst
ANNONCER
Se flere