Kommunalvalg 2017
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

DEBAT: Forskellige behov

Af Rasmus Villefrance, Det Radikale Venstre


 

Jeg har haft min gang på skoler i mere end 10 år, både som forælder og aktiv i skolebestyrelserne i Helsinge. Jeg var også forældrerepræsentant i det udvalg i byrådet, som designede Nordstjerneskolen. Det, jeg har oplevet – og hørt fra det lærerfaglige personale – er, at der er meget stor forskel på, hvad de forskellige aldersgrupper har brug for.

I indskolingen er nærvær, social tryghed og forankring helt afgørende for, at den enkelte elev får succes med sin indlæring. I udskolingen skal eleverne selvfølgelig også trives. Men trivselen i udskolingen hænger tæt sammen med at den enkelte elev oplever et stærkt fagligt miljø. Man kan sige, at en udskolings-elev skal føle, at han/hun er ”i gang med at sende en raket i rummet” eller et andet fantastisk projekt, som kun er muligt på grund af de utrolige ting man lærer i skolen.

Den radikale vision er derfor drevet af, at der er grundlæggende forskellige behov blandt de små og de store elever. De små elever skal opleve en tryg overgang fra børnehave – gerne i sit eget nære miljø i byen/landsbyen. Udskolingselever skal derimod føle lidt ”NASA stemning” for at trives og udvikles.

Jeg går derfor ind for integrerede mindre skoler overalt i kommunen fra 0. til 6. klasse, samt 3-4 faglige flagskibe med moderne faciliteter i kommunens centre for 6-9 klasse. Det er min oplevelse, at det bedste skift ligger midt i 6. klasse, således at eleverne er 100% parat til indlæring fra dag 1 når de starter i 7. klasse.

Men økonomien bestemmer jo. Så hvis man både vil bibeholde skoletilbudet på alle eksisterende skoler og vil bygge nye NASA-skoler, hvad skal man så gøre? Ja så må man optimere driften meget stramt for at undgå spild. Jeg foreslår at sammenlægge alle kommunale institutioner i et lokalsamfund, f.eks. skole, børnehave, vuggestue, dagpleje og idrætshal. Alle personaler og hele budgettet for denne enhed skal under én leder. Det foretrækker jeg frem for skoler på flere matrikler, som jeg mener er en forkert idé.

Jeg ønsker ikke at lukke skoler. Og Radikale har en plan, der gør at man kan undgå at spilde penge på pludselige flytninger i tide og utide. Rostgårdsvej/Ramløse Skole er i min optik forandringer som ikke er del af en plan, og derfor spild af penge. Det nuværende byråd brænder penge af uden at opnå noget på den lange bane. Jeg synes ikke, at det nuværende flertal er i stand til at vise en vision for skolen. Jeg har dog stadig en drøm om skolen!


Publiceret: 10. November 2017 07:45

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder og
annoncer hver dag fra Ugeposten Gribskov

Fik du læst
ANNONCER
Se flere