Kommunalvalg 2017
Det er dette indlæg fra Venstres Bjarne Pedersen i sidste uges udgave af Ugeposten der har fået Timm Nielsen til tasterne.
Det er dette indlæg fra Venstres Bjarne Pedersen i sidste uges udgave af Ugeposten der har fået Timm Nielsen til tasterne.
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

DEBAT: Er der bitter malurt i Bjarne Pedersens bæger?

Af Timm Nielsen, Soldalen 5, Rågeleje


 

Svar til Bjarne Pedersen: Man fornemmer smagen af den bitre malurt i dit indlæg i Ugeposten.

Dels over Venstres markante tilbagegang og at du ikke selv opnåede valg, dels at konstitueringen blev så smal på trods af Nytgribskovs ønske om et bredt samarbejde i det nye byråd.

Dit indlæg forekommer patetisk, idet du fralægger Venstre ethvert ansvar for udfaldet, og i stedet giver dig til at lange ud efter Anders Gerner Frost.

Som bekendt skal der to til en tango, men de såkaldte borgerlige partier befandt sig åbenbart i noget der kunne minde om et granatchok da valgresultatet forelå, at de aldrig formåede at byde ind med et konstruktivt bidrag.

Det eneste var en forkølet sms fra Kim Valentin til Anders Gerner Frost om at de delte borgmesterposten. Ingen af de tre borgerlige partier udviste nogen form for vilje til at drøfte mulighederne for et fremtidigt samarbejde, fx ved at indgå i en bred konstituering. Så den mulighed blev aldrig afprøvet.

Da du har en mangeårig erfaring med kommunalpolitik, så ved du sikkert også at konstitueringsprocessen kan være hektisk og det gælder om at kende sin besøgelsestid. Det kan derfor undre, at du ikke opholder dig blot en smule ved Venstres adfærd på valgnatten. Den bestod i at lukke sig ind i et rum og alene føre drøftelser med de to partier, som sammen med Venstre havde tabte valget.

Mister man flertallet og borgmesterposten, så består den politiske opgave selvsagt om at begrænse ”skaderne” ved at stille sine mandater til rådighed for at få maksimal indflydelse. Det skete imidlertid aldrig.

Jeg tror ikke at Venstres mange vælgere finder det var en hensigtsmæssig forvaltning af deres stemmer. Jeg tænker at de stemmer på Venstre for at få indflydelse.

Der var et sælsomt deja vu over Venstres ageren, idet man oplevede det samme efter valget i 2009. Her ligefrem nægtede Venstre at påtage sig nogen udvalgsformandsposter, da et flertal havde peget på en konservativ borgmester. Det førte til en 4-årig politisk ørkenvandring, og vel at mærke uden en Moses til at lede flokken og indgyde den håb.

Det forargelige i dit indlæg er, at du som Venstremand pålægger Anders Gerner Frost ansvaret for at Venstre ikke opnåede nogen form for indflydelse.

I 2009 fik De Konservative skylden, denne gang var det Bo Jul Nielsens skyld, fordi han ikke ville påtage sig borgmesteropgaven med støtte fra Venstre. Selvom enhver kunne se, at det var en umulig konstruktion valgets resultat taget i betragtning.

Er der da slet ingen voksen tilstede i Venstres rækker, som reelt ønsker at veksle partiets mandater til politisk indflydelse? Det minder mest af alt om en forkælet børneflok.

Selvom I taber valget, så gør I krav på borgmesterposten. Kan I ikke få den, vil de ikke lege med, men sætter sig fornærmet hen i en krog og skælder ud.

Kunne du ikke have påtaget dig rollen som den voksne og dermed have ydet et konstruktivt bidrag til et samarbejdende byråd? Var det for øvrigt ikke det du selv gik til valg på?


Publiceret: 04. December 2017 06:00

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder og
annoncer hver dag fra Ugeposten Gribskov

Politiken
Seneste nyt
Ekstra Bladet
Seneste nyt
Jyllands-Posten
Seneste nyt