Kommunalvalg 2017
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

DEBAT: Den bedste investering

Af Michael Hemming Nielsen, Enhedslisten. Byrådsmedlem


 

Vore børn og unges trivsel er vigtig og vore børn er grundlaget for vores fællesskab og den velfærd i fremtiden, som vi alle gerne vil have. Men uligheden er vokset i Danmark. Vi er et af de lande i Europa, hvor uligheden er vokset hurtigst.

Vi vil derfor arbejde på, at fjerne forskellen i børn og unges muligheder for en god fremtid – både hvad angår helbred og uddannelse.

Dette gøres bl.a. ved at sætte dagtilbud og folkeskolens trivsel og fremtid på dagsordenen, da det er her, en stor del af vore børn og unges liv udfolder sig, og dermed også her de skal lære at leve med i og være med til at forme vor fremtid.

Efter godt tre år med den nye reform af folkeskolen, viser flere undersøgelser, at utilfredsheden er stor, både blandt elever, forældre og lærere. De lange dage har ikke givet eleverne bedre kvalifikationer. Enhedslisten vil give skoler og forældrebestyrelser frihed til at afkorte skoledagene – det skal være med til at give mere forberedelsestid til lærerne og mere åbent i klubber og fritidsordninger.

Vi vil gerne give mere medbestemmelse i skolen til lærere, elever og forældre.

Herudover bliver det en vigtig opgave at komme med bud på, hvordan vi kan forbedre både vore skoler og dagtilbud, som efter vores mening i dag er for topstyrede, for bureaukratiske og konstant ramt af besparelser. Vi ønsker at sikre / indføre lejrture, skolehaver, skolekøkkener/kantiner, vikardækning ved sygdom og bedre normeringer i daginstitutionerne. Derfor skal der tilføres flere midler.

For at børn og unge kan trives bedst muligt er balancen for familie- og arbejdsliv også vigtig at have fokus på. Vi går ind for kortere arbejdsuge (30 timer), bedre barselsregler for begge forældre, særlige skattefradrag for familier med børn og øget mulighed for at passe syge børn, til de bliver raske.


Publiceret: 09. November 2017 06:30

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder og
annoncer hver dag fra Ugeposten Gribskov

ANNONCER
Se flere