Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

DEBAT: Åbent brev til byrådet: Museum ’Oktober 43’

Af Kirsten Nielsen, Østergade 17, Gilleleje

Vi har i Gilleleje en unik, upoleret autentisk bydel med en arbejdende havn, de gamle stejlepladser og et fiskerleje med gamle velbevarede huse. Det er en perle- og et dejligt sted at bo!

Der er få sådanne steder tilbage i Danmark og det er dejligt at mange mennesker kommer for at opleve vores by.

Men den gamle bydel har også sin skrøbelighed. Her er smalle gader og stræder samt huse med mange år på bagen, en del bygget uden sokler og andet moderne byggeteknologi. Det kræver en særlig hensynstagen.

Det gamle fiskerleje kan ikke bære et højt profileret ”Oktober 43” museumsbyggeri der skal tiltrække op til 40.000 mennesker på årsbasis, som forudset i planen.

I forvejen er der en del trafik på Østergade og tilhørende veje. Området har svært ved at bære mere og slet ikke kørsel og parkering for så stort et antal museumsgæster.

Ydermere vil området blive en flerårig byggeplads, med hvad dertil hører, af store maskiner ,udgravninger, fundering, lastbiler frem og tilbage m.v. med stor risiko for murværket i de gamle huse bygget på syltsten samt betydelige gener for områdets beboere.

I dag må man desværre også tænke sikkerhed ind. Vi ved at institutioner knyttet til jødernes historie i dag er meget udsatte for andres ”misbilligelse”. Her er stråtækte bygninger ektra udsatte. Vi forudser massive sikkerhedsforanstaltninger , vagtværn m.v. placeret i området.

Lad museumsgrunden på Østergade 20/ Hovedgaden 49 være afsat til et fiskeri- og lokalhistorisk museum.

Et muligt ambitiøst ”Oktober 43” museum med så stort besøgstal bør oprettes i en nybygning, med en gennemtænkt beliggenhed med gode til- og frakørselsforhold, tilstrækkelige parkeringspladser, ordentlige sikkerhedsforanstaltninger samt indpasning i nabolaget.

En oplagt og nødvendig opgave for kommunalbestyrelsen at ny-tænke!


Publiceret: 16. Marts 2017 15:30
¨

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder hver
dag fra Ugeposten Gribskov

Annonce
Bøger
Forsiden netop nu
ANNONCER
Se flere