Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

DEBAT: Åbent brev til borgmester Kim Valentin

Af Carl H. Nielsen, på vegne af Grundejerforbund Øst

'Nordkystens fremtid' kalder Gribskov kommune 3-kommune samarbejdet om et Kystbeskyttelsesprojekt med hovedsagelig sandfodring på hele nordkysten – fra Hundested til Helsingør.

Kommunerne har politisk valgt at indsnævre projektet, så sandfodringen ikke tilgodeser de rekreative formål, ligesom høringer er gennemført uden at inddrage grundejerne.

Kommunerne viser med deres politiske valg, at de har misforstået, hvad der er brug for på Nordkysten.

Der er brug for en akut genopretning af kysten!

En genopretning, som er den bedste beskyttelse af de værdier, der er med til at tiltrække sommerhusejere og turister. Vi skal have sandstrandene tilbage til glæde for alle, så man ikke skal lege fakir for at bade. På samme tid beskyttes kysten mod nogle af de negative konsekvenser af klimaforandringerne, og kystens tilgængelighed og rekreative værdi øges.

Det er det, grundejerne beder lokalpolitikerne om at få realiseret hurtigst muligt. Vi har talt for det igen og igen. Ordet vækst burde kunne skabe lydhørhed!!

Genopretning af kysten ser vi nemlig som en vækstmotor for turisme og erhvervsliv, som alle i Nordkystkommunerne siger, at de ønsker skal udvikle sig.

Grundejerne vil og skal være med i diskussionen af den fremtidige genopretning af kysten og organiseringen deraf.

Kommunernes tanker om at nedlægge kystlagene, som arbejder med den lokale kystbeskyttelse, er en forkert vej. Konkret lokal viden skal bruges og ikke tabes med de udfordringer, naturen byder os på Nordkysten. De problemer der løses med sandfodring er nogle helt andre end dem de lokale kystlag arbejder med.

Der er brug for større sandfodringslag, der organiseres omkring de naturlige Sediment transporter, der opleves på kysten. Forholdene er forskellige. Der er langt fra samme behov på strækningen Gilleleje til Hornbæk, som på strækningen Tisvildeleje til Gilleleje.

Grundejerne og deres organisationer skal og kan spille en væsentlig og naturlig rolle i forhold til sandfodringslagene, da det bl.a. er dem, der naturligt skal betale en væsentlig del af regningen for en genopretning af kysten.

Vi opfordrer derfor Byrådet til nu at inddrage grundejerne i den dialog om projektets organisering og betalingsstruktur, som er nødvendig. Det bør besluttes på næste møde i byrådet. Ferien er slut. Nordkysten skal under kærlig behandling nu!

Sjællands nordkyst er et helt unikt område i Danmark, hvorfor kystens værdier skal genoprettes og beskyttes til gavn og glæde for alle. Både de fastboende, landliggerne og turister fra ind- og udland, der kommer for at nyde vores smukke natur og ikke mindst benytte strandene.


Publiceret: 24. August 2016 13:00

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder hver
dag fra Ugeposten Gribskov

ANNONCER
Se flere