Sådan så det ud, da Helsinge-bandet the Ramblin Bandits var med i ’Danmark har talent’. Programmet bliver vist på lørdag kl. 20 på TV2. Foto: Foto: Lotta Lemche/TV 2
Sådan så det ud, da Helsinge-bandet the Ramblin Bandits var med i ’Danmark har talent’. Programmet bliver vist på lørdag kl. 20 på TV2. Foto: Foto: Lotta Lemche/TV 2
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

'Danmark har talent': Helsinge-musikere fik publikum til at råbe på mere

Tre lokale musikere er med i TV2s store satsning, ’Danmark har talent’. Og de imponerede både dommere og publikum, der råbte på mere


TALENT Når TV2 på lørdag kl. 20 blænder op til tredje sæson af 'Danmark har talent', er der god grund til at holde lidt ekstra øje. Et par af deltagerne vil nemlig nok se lidt genkendelige ud.

Der er tale om Lasse Eriksen, Michael Skandov og André Preuthun. De tre midaldrende mænd bor alle i Helsinge - og tilsammen udgør de bandet, the Ramblin Bandits. De spiller en 50er inspireret blanding mellem hillbilly-genren og blues, kaldet rockabilly. Og selvom programmet endnu ikke er blevet sendt, kan André Preuthun godt afsløre, at de fire dommerne - Peter Frödin, Cecilie Lassen, Jarl Friis-Mikkelsen og Nabiha – var imponeret af, hvad de så.

"Vi må ikke sige, hvordan det gik. Men jeg kan sige det sådan, at vi var nervøse for, at vi ville blive trykket ud, mens vi spillede (dommerne kan, mens artisterne spiller, trykke på hver deres knap, hvis de ikke er tilfredse med, hvad de ser. Gør de det, er deltagerne ude, red.). Og det skete bestemt ikke," siger han.


Produktionsselskab ringede

Men ville måske også have været underligt, hvis de var blevet trykket ud med det samme. Det var nemlig slet ikke the Ramblin Bandits egen idé at stille op. De blev i stedet kontaktet af produktionsselskabet bag Danmark har talent, der opfordrede dem til at deltage. Det sagde André, Michael og Lasse i første omgang ja til - men siden fik de kolde fødder.

"Vi sagde ja, men begyndte efterfølgende at trække i land. Hele Rockabilly-genren er jo lidt en subkultur - og hvis man stiller op i et talentprogram, vil det måske blive misforstået af andre i miljøet. Men vi havde fortalt vores børn, at vi ville stille op i første omgang - og de havde allerede gået og fortalt det i skolegården. Og dem kunne vi ikke skuffe. Så derfor havde vi egentlig ikke noget valg i sidste ende," siger André Preuthun og fortsætter:

"Produktionsselskabet kontaktede os, fordi de mente, at der lige manglede en genre som vores i programmet. Lidt glad og original musik. De manglede noget afbræk i forhold til alle rulleskøjte-numrene og alle dem, der spiller covernumre."

Bandet spiller rockabilly-musik. Det er en blanding mellem blues og hillbilly-genren. Foto: Lotta Lemche/TV 2
Bandet spiller rockabilly-musik. Det er en blanding mellem blues og hillbilly-genren. Foto: Lotta Lemche/TV 2

Måtte vente i 10 timer

Selve dagen, hvor Ramblin Bandits skulle ind foran dommerne, gik dog ikke helt som forventet. Bandet endte med at sidde og vente i 10 timer, før det blev deres tur.

"Vi ville gerne have været på som de første, men vi endte med at skulle optræde som de tredjesidste. Heldigvis har man jo smartphones, så tiden kunne gå - og produktionsselskabet lavede også nogle små klip med os, men derfor var det stadig lang tid at vente. Vi var rimelig tunge i hovedet, da det endelig blev vores tur." siger André Preuthun og fortæller, at de, selvom de er garvede musikere, faktisk nåede at blive pænt nervøse.

"Vi var nervøse, for ingen har jo lyst til at få den røde knap. Og man har kun én chance for at performe. Den skal sidde i skabet første gang. Så vi var meget nervøse."

"Men samtidig havde vi også en god mavefornemmelse. Det er jo glad musik, som det er svært ikke at smile ad."

Og det viste sig da også hurtigt, at der ikke var noget at være nervøs over.

"Alle var hurtigt med os. Publikum piftede og råbte på mere. Det var også meget derfor, vi ville stille op. Vi ville give familien Danmark én på opleveren - spille noget andet end det, de var vant til. Det så ud til at lykkedes."

Men selvom både dommere og publikum altså kunne lide the Ramblin Bandints, tog André Peruthun derfra med en bismag i munden.

"Det virkede til, at det er produktionsholdet bag, der bestemmer, hvad der kan bruges. Det har måske ikke så meget med talent at gøre. De finder mere de artister, de mener, programmet mangler - og får dem til at stille op. Det caster efter, hvad der mangler - og måske ikke dem, der har mest talent."

"Men lige meget hvad var det en god oplevelse, og vi har bestemt ikke fortrudt. Vi har lært meget om tålmodighed og om at vente - og så performe, når det virkelig gælder. Det er lige på og hårdt. Vi har spillet i mange år, men det tager vi helt sikkert med videre," siger han.


Publiceret: 03. Januar 2017 11:58
¨

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder hver
dag fra Ugeposten Gribskov

ANNONCER
Se flere