Volkswagen Up har været alletiders salgssucces herhjemme med i alt 63.834 solgte biler siden lanceringen i februar 2012. Foto: VW

Volkswagen Up har været alletiders salgssucces herhjemme med i alt 63.834 solgte biler siden lanceringen i februar 2012. Foto: VW

Nu er det snart slut med de populære mikrobiler

Seat og Skoda har indstillet produktionen af deres mindste biler, og snart vil det angiveligt også være slut med VW Up. I stedet for kommer bilerne med elmotor til næste år

Af
Christian Schacht

mikro Volkswagen, der også står bag Seat og Skoda, har droppet at udvikle en afløser til de små Up-, Mii-og Citigo-modeller. Og for de to sidstnævnte modellers vedkommende har det allerede en dramatisk betydning.

Seat Mii har været den mindst solgte af de tre, men 12.884 danskere har alligevel skrevet under på en slutseddel. Foto: Seat

Seat Mii har været den mindst solgte af de tre, men 12.884 danskere har alligevel skrevet under på en slutseddel. Foto: Seat

Ved udgangen af juli har man nemlig stoppet produktionen, og dermed er det slut med de to billigbiler, der ellers har været populære herhjemme.

Siden lanceringen i foråret 2012 har 29.624 danskere købt en Skoda Citigo, mens 12.884 har investeret i en Seat Mii.

"Skoda Citigo er helt udsolgt, og der er ganske få Mii tilbage på det danske lager," siger Jana Olsen, der er pressechef for både Seat og Skoda i Danmark.

Skoda Citigo har været vigtig for forhandlerne, og der er solgt i alt 29.624 stk., men nu er det slut. Foto: Skoda

Skoda Citigo har været vigtig for forhandlerne, og der er solgt i alt 29.624 stk., men nu er det slut. Foto: Skoda

I resten af Europa har det dog knebet med interessen for Seats og Skodas version af mikrobilen, og udsigt til nye skrappere krav til mere sikkerhedsudstyr og ikke mindst store udgifter til miljøvenlig teknologi for at leve op til nye EU-krav om CO2-udledning har fået koncernen til at droppe sine helt små biler.

Up fortsætter lidt endnu

Volkswagen Up, der har været den klart mest populære model, fortsætter dog, men hvor længe, tør pressechef Thomas Hjortshøj ikke spå om.

"Det eneste, jeg kan sige, er, at VW beholder Up i programmet et stykke tid endnu, men modelprogrammet er indskrænket til kun at omfatte benzinmotoren med 60 hk og GTI-versionen. Dermed er det også farvel til TSI-versionen, der har 90 hk, og som blev introduceret for tre år siden. Versionen med 75 hk har været væk fra det danske marked i et stykke tid allerede."

VW Up var i en lang periode Danmarks mest solgte bil og lå således nr. 1 på salgslisten i 29 måneder i træk fra midten af 2012 og frem.

"Den har selvfølgelig været en vigtig model for os, men nu er det andre biler, der trækker læsset," siger Thomas Hjortshøj.

VW Up sælger dog stadigvæk omkring 500 eksemplarer hver måned.

Der er ikke kommet nogen officielle udmeldinger fra Volkswagen omkring produktionen af Up, der er solgt i 63.834 eksemplarer herhjemme, men flere internationale medier spekulerer i, at det vil være slut "senest i løbet af 2020.

Helt slut med Seat Mii, Skoda Citigo og snart også VW Up er det dog ikke.

I stedet for at producere klassiske mikrobiler med benzinmotor er fabrikken ved Bratislava, Slovakiet ved at geare op til at spytte rene elbilversioner ud.

De nye elbiler kommer til Danmark i slutningen af første kvartal næste år, og priserne kendes endnu ikke.

Billedtext:

Billedtext: Alle tre mikrobiler fra Seat, Skoda og Volkswagen genopstår som rene elbiler til foråret. Prisen vil ligge et godt stykke under 200.000 kr., måske helt ned til 150.000 kr. Foto: Skoda

Billedtext:

Billedtext:

Publiceret 13 August 2019 10:13

Livet i 1800-tallet: Med to-etages sporvogn til ferieliv i Gilleleje

"Må jeg nu bede læserne følge mig på rejsen fra København til Gilleleje en majmorgen i 1886. Man startede på den gamle Nordbanegård, omtrent hvor nu Studenterforeningen ligger, og kom i ro og mag til Hillerød hvor man skulle skifte over i Gribskovtoget.

Der, hvor toget stadig holder, gik man ind i en stor ladeagtig træbygning, hvor man forefandt det daværende tog, der bestod af lokomotiv, passagervogn og godsvogn. Passagervognen lignede nærmest en 2-etages sporvogn; den øverste etage var åben på siderne, så man kunne nyde udsigten til Gribskov. Det lyder jo rart, men det var for lyst sommertøj mindre behageligt. Der fyredes nemlig med en slags smuld, der udviklede en kraftig sort røg; denne forhindredes af skoven i at sprede sig, og sodpartiklerne lejrede sig derfor stille og fredeligt på sæderne.”

Sådan beskriver Thora Lytthans sin barndoms rejse fra København til Gilleleje i slutningen af 1800-tallet. Det kan man læse om i hendes artikel ”Det gamle Gilleleje – Nogle erindringer fra Tiaaret 1886-1896”, som blev trykt i skriftet ”Fra det gamle Gilleleje” i 1955. Men lad nu rejsen gå videre mod nord:

”Travlt havde man ikke dengang. Når toget havde forladt afgangshallen i Hillerød, hændte det ofte, at en forsinket rejsende kom løbende, og så holdt man og tog ham med. I Kagerup var der ophold, og tørstige sjæle kunne købe øl hos stationsmesteren. Så ventede toget yderligere, til øllet var drukket, og den tomme flaske kunne leveres tilbage. Ankommet til Græsted, hvor banen dengang endte, besteg man Ole Hansens lille Char-a-banc, (hestevogn, red) der i løbet af en times tid, ad en fuldstændig skyggeløs landevej, førte én til kroen i Gilleleje, hvor fra man ad Lejets dengang eneste, meget sandede gade nåede sit bestemmelsessted.”

Thora Lytthans var kun fire år, da hun første gang besøgte det lille fiskerleje, og familien Lytthans var blandt de første rigtige ”landliggere” fra København. Men den allerførste landliggerfamilie var – skriver hun – familien Lendorf. Arkitekt Carl Lendorf, som har lagt navn til Carl Lendorfsvej ved Strandbakkerne, købte Strandbakkerne i 1885. Thora Lytthans’ far, Emil Lytthans-Petersen, havde som tømrermester gennem årene arbejdet for Lendorf, og som tak for indsatsen blev Lytthans-Petersen tilbudt en grund ved siden af Lendorfs egen. Tømrermesteren byggede i første omgang tre huse helt nede for foden af bakkerne: ”et til arkitekt Lendorf, et til sig selv og et til Diakonissestiftelsen til ferieophold for vekslende søstre”, skriver Thora. Men hvad var det så for et liv, der udspillede sig dér?

”Åh, disse somre med det frie liv, hvor vi børn tumlede os ved stranden og i vandet, fangede krabber og søstjerner, samlede sten og muslingeskaller eller kurede ned ad bakkerne; det sidste var ikke videre velset, da græsfarven næsten ikke var til at få af tøjet”.

Kom der overnattende gæster, skulle de selvfølgelig se fyrene på Nakkehoved og fyrmester Fabers smukt anlagte terrassehave. Den kan man kun se ganske få spor af i dag. En velvillig fisker roede også familien en tur, hvis det var stille vejr. Men da Thora ikke var særlig søstærk, blev hun oftest på land og nøjedes med at se på vandet:

”Til daglig morede vi os også med at se på rutebådene til Jylland, der kom forbi hver mandag og torsdag ved nitiden om aftenen. Det var jo hjuldampere dengang, og hvis man lagde øret mod vandet, kunne man høre dunket af skovlene, mens skibene endnu var ved Hellebæk,” fortæller Thora.

”Sigtekage” om søndagen

Ferie var dengang kun noget, lærere og skolebørn havde. Så det var primært kvinder og børn, der tog til nordkysten om sommeren. De arbejdende herrer kom på besøg om søndagen, hvor der ventede dem et godt kaffebord med alt godt fra bagerens brødvogn:

”Traktementet var rigeligt, men enkelt, en hjemmebagt kringle og masser af Sigtekage med smør. Jeg kan endnu smage denne sidste; vognen fra Dronningmølle kom hver uge, og vi købte alt vort brød der. Bageren i Lejet havde så mange fluer, at man ikke vidste, om det var korender (rosiner, red.) eller fluer, der var i hans boller. ”

Uden hat og handsker

Men hvad var så den største forskel på landligger- og bylivet?

”Den største forskel mellem de to tilværelser lå på et punkt, hvor der nu til dags slet ikke er nogen forskel, nemlig med hensyn til, hvad man kan tillade sig på landet, men absolut ikke i byen. Man kunne dengang i København ikke gå et ærinde uden at være iført overtøj og hat, helst også handsker; hvis der dengang havde været ispinde, ville man have gjort sig fuldstændig umulig i det gode selskab, hvis man havde nydt en sådan uden for sine fire vægge. Derfor nød alle, store som små, dette at kunne frigøre sig for de bånd, der bandt en til daglig, og derfor fik man, tror jeg, mere ud af et landophold dengang selvom der jo også i vore dage er mennesker, der helst ligger på landet, hvor der er langt til Alfarvej og andre beboere, og som også nu får meget ud af opholdet.”

Så vidt Thora Lytthans’ erindringer. Hvad erindrer du? Om din barndoms ferier? Om dit frie børneliv eller dit spændende arbejdsliv. Dét vil vi i Gribskov Arkiv gerne vide. Skriv!! Og send til arkiv@gribskov.dk