Jens Brixtofte er tilbage med hittet ”Video Video”, som nu er blevet til ”Vito Vito”, og han har hovedrollen i Mercedes-reklamen. Foto: Mercedes

Jens Brixtofte er tilbage med hittet ”Video Video”, som nu er blevet til ”Vito Vito”, og han har hovedrollen i Mercedes-reklamen. Foto: Mercedes Preston Drake-Hillyard

Video-video i Mercedes-reklame

”Video Video”, som vandt Dansk Melodi Grandprix i 1982, er genindspillet af sangeren, Jens Brixtofte, i reklame-video for Mercedes Vito

Af
Jens Overgaard

biler Der er få sange fra Dansk Melodi Grand Prix, der har bidt sig fast som den iørefaldende "Video Video" fra 1982, hvor bandet Brixx med sangeren Jens Brixtofte i front skabte en landeplage, der stadig hænger ved og kan peppe enhver fest eller julefrokost op, når der skal gang i dansegulvet.

Nu har sangen fået nyt liv. Marketingfolkene hos Mercedes faldt over, at der egentlig ikke er ret langt fra refrænet "Video, video" til "Vito, Vito", som er navnet på den mellemstore Mercedes varevogn, der bl.a. konkurrerer mod VW Transporter og Ford Transit og på hvide plader hedder V-Klasse. Som sagt, så gjort.

Ny tekst

Derfor er sangen nu indspillet med en ny tekst, som endda er sunget af den nu 62-årige Jens Brixtofte selv, der optræder i Mercedes-musikvideoreklamen som en garvet Vito-chauffør, der er glad for sin bil, som kører nat og dag.

"Da idéen først var født, tog den hurtigt fart, og der var ingen vej tilbage," fortæller Lars van het Erve, Head of Marketing Operations hos Mercedes-Benz Vans, der står bag kampagnen.

"Da vi havde gået og sunget "Vito, Vit"" en hel dag, blev vi enige om, at vi simpelthen var nødt til at føre projektet ud i livet," siger Lars van het Erve.

Publiceret 22 May 2019 15:05

Tisvilde Koret søger flere medlemmer

Sang Tisvilde Koret er et kvindekor, som lige nu består af 24 kvinder. Koret er et tre-stemmigt kor med et bredt repertoire.

"Koret ledes af Erik Knudsen, som er en ung ambitiøs korleder, der til stadighed uddanner sig videre og finder nye spændende veje for koret. Korlederens engagement og glæde ved sangen smitter og får alle i koret til at yde det bedste de har lært," skriver Tisvilde Koret i en pressemeddelelse. Koret synger sange fra den nordiske sangskat, sange med kirkeligt islæt og sange fra det lettere klassiske repertoire. Koret er så heldigt, at få lov til at synge i Vejby Kirkes Sognegård.. Man mødes hver mandag aften klokken 19.00 til 21.15.

Første aften i den nye sæson er mandag 2. september. Sæsonen strækker sig frem til slutningen af april 2020.

Alsang med musik til i Sognegården

arrangement Onsdag 28. august kl. 19-21.15 byder foreningen 'Musik og Kor i Tisvilde' på sommeralsang i Sognegården i Vejby.

"Alsang er for alle og kræver ingen tilmelding. Kom, som du er, og syng med den stemme, du har, og få et par fornøjelige timer sammen med andre," skriver foreningen i en pressemeddelelse.

Musikerne Frede Knudsen, Ole Jacobsen og John Friis vil akkompagnere sangene og måske overraske med lidt af deres egen musik.

Man skal synge sange fra den danske sangskat som 'Se dig ud en sommerdag', 'Mormors kolonihavehus' og en enkelt svensk. Elise Stendevad vil fortælle små historier om sangene og deres digtere og komponister.

I pausen vil foreningen servere kaffe og hjemmebag, der koster 50 kr til sparegrisen.

Arrangementet er den første af i alt seks alsangsaftner, der vil komme i løbet af vinteren. Se mere på www.musikogkor-i-tisvilde.dk.

jesl