Den mest solgte brugtbil i Danmark – Volkswagen Golf, den næstnyeste.

Den mest solgte brugtbil i Danmark – Volkswagen Golf, den næstnyeste.

Danmarks mest populære brugtbiler

Vil man gøre som alle de andre eller sikre, at der er mange, der efterspørger bilen, når den en gang skal sælges, giver det mening at kigge grundigt på denne top ti-liste, inden man køber bil

Af
Flemming Haslund

BRUGTBIL Hvilke biler er egentlig de mest populære? Et spørgsmål, der ikke er nær så let at besvare som hvilke, der er de mest populære blandt nye biler. For mens bl.a. bilimportørerne offentliggør deres salgstal, er der ikke i øjeblikket en samlet liste over alle brugtbilhandler.

Imidlertid giver en liste fra Bilmarkedet god mening, idet netop denne brugtvogns-side er anerkendt som den førende på det danske marked. Her er mange biler til salg, og der sker mange handler baseret på annoncer netop her. Derfor er tallene fra netop Bilmarkedet retningsgivende.

Golf sælger mest

Mest solgte bil på Bilbasen er Volkswagen Golf – gjort op som det samlede salg i 2018. Dernæst følger endnu en Volkswagen, nemlig Up og efter den Peugeot 208, Renault Clio og nok en bil fra Wolfsburg, nemlig Passat.

"For folk i bilbranchen er bilerne på salgslisten næppe den store overraskelse, idet er er overensstemmelse mellem de mest solgte nye og de mest solgte brugte biler," kommenterer Jan Lang, der er markedsanalytiker hos eBay Motors, der står bag Bilmarkedet.

"Men den helt overordnede bemærkning er, at listen er domineret af relativt store biler; der er således kun én mikro, nemlig Up, og to minier på listen, de to franskmænd, Peugeot 208 og Renault Clio."

"Og så konstaterer jeg, at de mest populære modeller, også er dem, der er solgt mange af fra ny. Præmieksemplet her er VW Up."

Jan Langs kommentarer til den mest solgte brugtbil på listen, nemlig Volkswagen Golf fra 2013 og frem, altså Golf generation syv, er:

"Ja, bilen på førstepladsen: Der er over 1.000 eksemplarer af Volkswagen Golf VII til salg på Bilbasen, og dermed er det den brugtbil, der er fleste til salg af, hvilket heller ikke er overraskende. Golf VII er en meget populær bil; både som diesel- og benzinbil."

Jan Lang oplyser, at der efter Bilbasens opgørelser blev handler omkring 340.000 brugte biler sidste år.

De mest solgte brugtbiler

VW Golf 5.134

VW Up 4.898

Peugeot 208 4.711

Renault Clio 4.623

VW Passat 4.144

Peugeot 308 3.971

VW Polo 3.905

Skoda Octavia 3.719

Ford Mondeo 3.687

Nissan Qashqai 3.568

Salg i Danmark 2018

Publiceret 23 January 2019 14:11

Påskemarch med Idrættens Venner

arrangement Langfredag 19. april holder Idrættens Venner i Tisvilde den traditionelle påskemarch for 42. gang.

Marchen foregår i det skønne Tisvilde Hegn og Troldeskoven, hvor deltagerne kan vælge mellem at gå enten 12, 20 eller 30 km i det tidlige forår. Specielt den korte rute er velegnet for en familieudflugt, da den overalt går ad gode og farbare stier.

Man kan starte på alle ruter fra kl. 8 fra Idrætshuset, Hovedgaden, hvor også sekretariatet har hovedkvarter. Her kan deltagerne købe startkort indtil kl. 10 på 30 km-ruten, kl. 11 på 20 km-ruten og kl. 12 på den korte rute.

Rasteplads med grill

Rastepladserne er igen ved Stængehus og Bækkebro, hvor det vil være muligt at få lidt at spise og drikke undervejs.

På Bækkebro har man taget den store grill med, hvor man kan købe grillpølser. Der er selvfølgelig også varme og kolde drikke.

Alle skal være i mål kl. 16.

Hvis man ønsker at gå ruten, koster det 20 kr. Skal der medalje med, koster det 40 kr. For børn under 15 år inklusive medalje koster det 30 kr. Der er kontant betaling.

Overskuddet går til ungdomsarbejdet i Tisvildeleje Gymnastik Forening.

jesl

Frivilligheds-messe for foreningerne

arrangement Under overskriften 'Netværk gør stærk' inviterer Frivilligt forum Gribskov alle frivillige foreninger - kulturelle-, sociale- og idrætsforeninger - til fælles møde for at styrke kendskab til, hvilke foreninger der er, og hvad de står for.

Det foregår lørdag 27. april kl. 14-17 i Kulturhuset, Skolegade 43, Helsinge.

Ved hjælp af udstillingsboder og små 'speed-dating-møder' vil man blive klogere på, hvad frivillighed står for i Gribskov Kommune.

Frivillig forum håber med arrangementet, at være med til at styrke frivilligheden og bringe mange forskellige foreninger sammen, så både de og andre ude fra, kan blive klogere på hvem foreningerne er og hvad de kan bruges til.

Alle kan få en bod

"Hvis vi kender hinanden, bliver vi også meget bedre til at bruge hinanden," siger formand for Frivilligt Forum Ole Thomsen i en pressemeddelelse.

Alle foreninger der deltager, får mulighed for at få en bod, hvor de kan præsentere deres aktiviteter.

Der vil også på dagen være et par fælles oplæg.

jesl