Farvel for denne gang: Asylcenter holdt afskedsfest
Abdulrhman Abbagasi (tv), Abdulrhman Qesam (i midten) og Ihsanallah Jabarkhie (th) bliver nu flyttet til et nyt asylcenter.
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

Asylcenter lukker og slukker: ’Vi er kede af at skulle rejse’


LUKNING “Do you want to do this in English or in Danish?”

'På dansk', lyder svaret så prompte, at jeg næsten fortryder overhoved at have stillet spørgsmålet. Men når man sidder over for tre unge mænd, der ikke har været i Danmark i meget mere end et år, er det svært at forvente, at de taler sproget. Men det kan 22-årige Abdulrhman Abbagasi, 18-årige Abdulrhman Qesam og 18-årige Ihsanallah Jabarkhie.

De bor til daglig på Røde Kors' asylcenter i Esbønderup. Men den 31. maj er det slut. Her lukker og slukker centeret, fordi antallet af asylansøgere i Danmark er faldende - og dermed falder behovet for indkvarteringspladser også.

Abdulrhman Abbagasi, Abdulrhman Qesam og Ihsanallah Jabarkhie er alle kede af, at de skal forlade den lille hyggelige by i Gribskov.

“Det har været rigtig godt at være her. Der er mange gode ting ved centeret - og naboerne har været rigtig søde,” siger Ihsanallah Jabarkhie og bliver bakket op af Abdulrhman Abbagasi.

“Vi er alle sammen rigtig kede af at skulle rejse, for det er et rigtig godt center. Helsinge er en god by, og så ligger København også tæt på,” siger Abdulrhman Qesam.

Abdulrhman Abbagasi, Abdulrhman Qesam og Ihsanallah Jabarkhie går alle på VUC. Her lærer de dansk og forbereder sig på et liv i Danmark. Hvis de altså får asyl.

“Vi har dansk. Vi skal først lige lære at forstå sproget helt, før vi kan tage de andre fag. Det er kun ham, der er så dygtig, at han også har matematik,” siger Ihsanallah Jabarkhie og peger på Abdulrhman Abbagasi.

“Jeg gik på universitetet i Irak, hvor jeg læste økonomi. Men universitetet blev bombet. Nu håber, at jeg en dag kan fortsætte på universitet her.”

Det er endnu uvist, hvor de tre asylansøgere bliver sendt hen. Det er udlændingestyrelsen, der beslutter det. Men Abdulrhman Abbagasi, Abdulrhman Qesam og Ihsanallah Jabarkhie er stadig taknemmelige for den tid, de har haft på centeret i Esbønderup.

“Vi er bedste venner,” siger Abdulrhman Qesam og peger på Ihsanallah Jabarkhie.

“Men alle er gode venner her. Det er lige meget om man er araber, kurder eller hvor man kommer fra. Vi er alle i familie,” fortsætter han, før der også bliver sendt en sidste tak til de mange naboer og frivillige, der har givet dem en god begyndelse på livet i Danmark.

“Alle har været så flinke. Når vi har spurgt om noget, har folk hjulpet. Det er vi meget taknemmelige over,” slutter han.


Publiceret: 17. Maj 2017 15:31

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder hver
dag fra Ugeposten Gribskov

Fik du læst
ANNONCER
Se flere