Badegæsterne nyder stranden i Dronningmølle. Foto: Jan F. Stephan
Badegæsterne nyder stranden i Dronningmølle. Foto: Jan F. Stephan
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

Anden revle er grænsen

Mød livredderne fra Den Nordsjællandske Kystlivredningstjeneste på Dronningmølle Strand








Dronningmølle: "Jeg holder øje med, om der er nogle, der er for langt ude. Det er selvfølgelig forskelligt om det er en rutineret svømmer eller en nybegynder, ældre mennesker eller børn, det skal jeg vurdere. Men hvis de er ude over anden revle, så henter jeg dem ind", fortæller Rasmus Nyeland og peger ud på den lyse stribe i vandet, der marker revlen.

Fra sit livreddertårn på den østlige del af Dronningmølle Strand holder han øje med badegæsterne, der denne varme tirsdag middag allerede fylder godt på sandet.


Badedyr og brandmænd

Ind til videre har sæsonen ikke budt på den store dramatik.

"Der har været enkelte, der har skåret sig på glasskår og så har jeg været ude og bjærge nogle badedyr, når der har været tid. Der kommer også mange og spørger om brandmænd, men dem har vi ikke haft mange af. Nogle af vandmændene er røde indeni, hunnerne tror jeg, og så kan jeg afvise at det er brandmænd", fortæller han.

Rasmus Nyeland kommer fra Helsingør og er på sin anden sommer som livredder i Den Nordsjællandske Kystlivredningstjeneste, hvor han søgte ind efter at have trænet som elitesvømmer under tjenestens livredderchef John Mogensen.

"Det er et fantastisk sommerjob, og så er der også mange af mine venner med", slutter han.

Fra taget af livreddertårnet holder Rasmus Nyeland øje med de badende. Foto: Jan F. Stephan
Fra taget af livreddertårnet holder Rasmus Nyeland øje med de badende. Foto: Jan F. Stephan

Den fødte livredder

Lidt længere nede af stranden, på den vestlige del af Dronningmølle Strand, sidder livredderen Ditte Quist. Hun har været livredder gennem de seneste 16 år, de sidste 14 på samme sted.

"Jeg er født ind i livredningstjenesten, kan man sige, for min far var chef i mange år. Jeg har været med på stranden siden jeg var helt lille", fortæller hun, der fra tårnet og ud i vandet har ryddet en smal kanal for sten.

"Så kan jeg hurtigt komme ud i vandet og hen til båden. Tidligere har stranden været en fin sandstrand, men nu kunne vi godt bruge et læs sand eller en stenrydder", mener den erfarne livredder.

Ditte Quist har lavet en stenfri kanal ud til båden. Foto: Jan F. Stephan
Ditte Quist har lavet en stenfri kanal ud til båden. Foto: Jan F. Stephan

Det kan let gå galt

Heller ikke hun har været ude for den store dramatik, selv om det har været tæt på.

"Jeg stod ude i vandet og tog temperaturen, og så fire børn, to store og to små, der var ude sammen. De to små sad oppe på bodyboards og blev skubbet af de store. Pludselig faldt en af de små drenge i vandet, de var kommet så langt ud, at han ikke kunne bunde og jeg kunne se at han måtte kæmpe for at holde sig oppe. Hans storesøster kunne heldigvis stadig bunde og fik fat i ham, men det kunne let være gået galt, hvis det var sket et par skridt længere ude", fortæller hun.

Middagsheden har sat ind på stranden i Dronningmølle. Foto: Jan F. Stephan
Middagsheden har sat ind på stranden i Dronningmølle. Foto: Jan F. Stephan

Fra Jylland

Til daglig bor og arbejder Ditte Quist i Århus, der hvert år må vige for tjansen i Dronningmølle.

"Jeg elsker at være her, at sidde her alene på min post og selv bestemme", fortæller hun, der jo ikke har det fra fremmede.

"Min far boede jo også i Århus, men min mor kommer fra Sjælland. Så kunne hun jo besøge sin familie i sommerhuset i to måneder hvert år i stedet for korte utilfredsstillende weekendture", forklarer hun.


Efterlyser skilt

Hun så i øvrigt også gerne, at kommunen gjorde bedre opmærksom på hendes strand.

"Der kunne godt være et skilt oppe ved indkørslen til p-pladsen, hvor man gjorde opmærksom på, at her var en strand med livredder. Man kommer i det hele taget let til at køre forbi indkørslen".

Det er der dog tilsyneladende ikke nogen der har gjort denne dag, hvor p-pladserne ved både den vestlige og østlige strand er fyldt op med biler allerede tidligt på eftermiddagen.

Man kan læse mere om livredderne på nordkysten på www.nordkysten.net

Råd og fakta

Sæsonen 2014 indtil nu

Brandmænd: De store brandmænd komme typisk ind til stranden i fralandsvind. I øjeblikket er der pålandsvind på Nordkysten. Hvis man bliver ramt af en brandmand er det bedste råd fra livredderchef John Mogensen, at skynde sig hjem og bade i varmt vand under bruseren.

Alger: Vinden hindrer også alger i at genere badegæsterne.

Livsfare: Ind til videre har Den Nordsjællandske Kystlivredningstjeneste i denne badesæson haft fem såkaldt røde aktioner. I Gribskovs område var det en druknet mand, der drev i land ved Stængehus, en anden var en kvinde, der fik krampe ved Gilleleje Veststrand og en tredje var en mand med dårligt hjerte ved Stængehus. "Derudover har der været et utal af hjælpende hænder til børn, der er trådt ned i hestehuller, og lignende", fortæller John Mogensen.

Forebyggelse: Livredderne har delt 50.000 forebyggende råd og vejledninger ud til badegæster, hvilket er lige så meget som hele sidste sæson. "Vores hovedopgave er ikke at redde folk, men at forebygge at de får problemer", siger livredderchefen.

Alenebadning: "Man skal være opmærksom på, at hvis man bader alene, så er man også alene, selv om der er andre omkring en. Det er heller ikke nogen garanti, at man siger til livredderen, at nu går man i vandet alene", siger John Mogensen.

Det største problem: "Det største problem på stranden er børn der bliver væk. Vi oplever 8-10 gange hver dag, at især 2-5-årige drenge går på tur og bliver væk fra deres familier", fortæller John Mogensen.



Publiceret: 24. Juli 2014 09:18

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder hver
dag fra Ugeposten Gribskov

ANNONCER
Se flere