Da Gunnar Sørensen begyndte at reperere biler, puttede man kaffegrums og æggehvider i køleren, når den var utæt. Metoderne er blevet lidt mere avancerede i dag, men 80-årige Gunnar forsøger at holde trit. Foto: Jan F. Stephan
Da Gunnar Sørensen begyndte at reperere biler, puttede man kaffegrums og æggehvider i køleren, når den var utæt. Metoderne er blevet lidt mere avancerede i dag, men 80-årige Gunnar forsøger at holde trit. Foto: Jan F. Stephan
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

80-årige Gunnar fik at vide at han skulle trappe ned - men det ville han ABSOLUT ikke høre tale om





En endnu højere pensionsalder. Der er få ting, der kan få danskerne op i det røde felt, som når udsigten til det længe ventede otium forsvinder endnu længere ud i horisonten. Men i Gilleleje sidder en mand, der i den grad går imod strømmen.

Selvom Gunnar Sørensen for længst er nået over pensionsalderen, er han langt fra klar til at læne sig tilbage, slå fødderne op og se til, mens karrieretoget kører fra perronen. Faktisk kunne Gunnar Sørensen den 27. april fejre 80 års fødselsdag, men alligevel har tanken om at trække sig tilbage end ikke strejfet hans tankegang.

“Da min mor var midt i 80erne, arbejdede hun på missionshotellet i Hillerød - og de sagde, at det eneste måde, de kunne få hende til at holde op på, var at rive hotellet ned. Måske er det noget lignende, der skal til, før jeg stopper,” siger han.


Tid til at sætte tempoet ned

Før vi kommer for godt i gang, skal det dog indskydes, at Gunnar Sørensen har skruet ned for timeantallet. Han har en fast ugentlig vagt hos SCT og Nordsjællands Diesel i Gilleleje - og derudover sidder han klar ved telefonen. Så hvis de har brug for hjælp, starter han fluks bilen og kører af sted. Som denne torsdag, hvor han flere gange kigger lidt utålmodigt på uret, fordi han kort tid før mødet med Ugeposten har sagt ja til at køre til København for at hente reservedele.

“Da jeg var 67 fik jeg et kort, hvor der stod, at det var blevet tid til at sætte tempoet ned og nyde mit otium. De håbede, at min kone Gudrun kunne holde ud at have mig derhjemme - eller måtte jeg komme herud. For de var jo vant til mig. Og det endte med, at jeg bare fortsatte. Jeg kører biler til syn, hente nye biler eller reservedele - og forskellige andre gøremål,” siger han og fortsætter:

“Jeg nyder, at de stadig kan bruge mig - og jeg føler mig rask og frisk. Det må jeg indrømme. Så længe jeg kan og har lyst, fortsætter jeg.”


Kan godt lide arbejdet

Du overvejede ikke at trække dig tilbage og nyde dit otium, som der stod på kortet, da du blev 67?

“Nej, for jeg synes, vi har en god atmosfære, og jeg kan godt lide arbejdet. Hvorfor så ikke hjælpe lidt til? Min hustru synes også, det er rart, at jeg tager lidt væk. Så kan hun støvsuge og gøre rent, uden jeg er i vejen.”

“Og så giver det også en skilling, så vi har råd til at køre over til vores børn og børnebørn i Jylland. Der har jeg en datter, og der kører vi over en gang om måneden. Det kan vi tillade os, fordi jeg tjener en lille skilling. “

Én ting har dog ændret sig, siden Gunnar Sørensen begyndte at rode med biler som ung. Teknologien. Og på det område har den ældre herre stadig svært ved at omstille sig.


Kaffegrums i køleren

“Jeg arbejdede med biler med min far under krigen. Og der var ikke nogen hjælpemidler. Når køleren var utæt, var det kaffegrums og æggehvider man puttede i. Og når der var noget i vejen med lyset på en bil i gamle dage, klippede man ledningen over, så sprang bilen ikke sikringerne længere - og så kørte man. I dag skal der computer på. Og det er slet ikke mig. Overhoved ikke. Jeg har ikke engang en computer. Jeg har kun gammel mobiltelefon, jeg har fået af arbejdet, så de kan ringe til mig, når de kan bruge mig. Og det gjorde de så sent som for en time siden.”

Men ud over 'EDB'-problemerne er det ikke til at mærke, at Gunnar Sørensen har rundet 80. Synet, hørelsen og kroppen fungerer upåklageligt. Og det har Gunnar Sørensen selv en god forklaring på. En forklaring, som han gerne giver videre.

“Jeg tror, det skyldes, at jeg holder mig i gang. Jeg har blandt andet lige været nede for at få fornyet mit kørekort. Og der fik jeg det forlænget i to år. Min tanke er lidt, at man holder sig rask og rørig ved at være aktiv. Det har i hvert fald virket for mig,” slutter han.


Publiceret: 19. Maj 2017 11:24
¨
Se også:

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder hver
dag fra Ugeposten Gribskov

ANNONCER
Se flere
Politiken
Seneste nyt
Ekstra Bladet
Seneste nyt
Jyllands-Posten
Seneste nyt