BREAKING:

Attendo bliver fyret på gråt papir

“Jeg har ikke tillid til dem længere”, siger borgmester Anders Gerner Frost til Ugeposten

Først blev den udliciterede hjemmesygepleje taget fra Attendo, og nu vil Gribskov Kommune så stoppe al øvrigt samarbejde med det svenske plejefirma. 

“Jeg har ikke tillid til dem længere. Det her har varet længe nok, og det eneste anstændige vil være at afbryde al samarbejde og finde andre løsninger, og det arbejde begynder nu,” siger borgmester Anders Gerner Frost til Ugeposten og fortsætter:

“Det er jo egentlig et samlet billede, og en sag hvor vi er mange, der har et ansvar, både i det politiske, i vores administration og hos Attendo. Nok er nok, og der er ingen, der er tjent med flere dårlige sager og negative historier. Et eksempel er jo den massive overfakturering, der har fundet sted, og tilmed for borgere der for længst er døde, som I jo skriver om. Det bliver vi nødt til at reagere på, og det gør vi nu, for det kan vi nu,” siger Anders Gerner Frost med henvisning til Ugepostens afsløringer om systematisk overfakturering for over 13 millioner kroner på to år, for ydelser, der ikke er blevet leveret eller bevilget. 

Det næste stykke tid skal de nærmere omstændigheder for afbrydelsen af samarbejdet med Attendo fastlægges. Blandt andet skal Gribskov Kommune nu finde ud af, hvilken løsning man nu vil have på ældreområdet.

“Social- og Sundhedsudvalget går  nu i gang med sammen med forvaltningen at se på alle de løsninger, der kan komme i spil, og det er alle partier i flertalsgruppen enige om. Det vigtigste for mig er ikke at pege fingre. Det vigtigste for mig er, at alle kan føle sig trygge igen. Ikke mindst borgerne og de medarbejdere der hver dag passer deres arbejde til punkt og prikke, og alle os andre. Nu skal vi se fremad og få ro på, og jeg er sikker på, at vi snart får skabt denne ro og tryghed igen,” siger Anders Gerner Frost til Ugeposten og henviser ellers til pressemeddelelse der udsendes senere fra Gribskov Kommune.

Det er endnu uvist, præcis hvornår samarbejdet med Attendo ophører.

Ugeposten følger sagen tæt, og følger den naturligvis helt til dørs.

“Nok er nok, og der er ingen der er tjent med flere dårlige sager og negative historier,” siger Anders Gerner Frost til Ugeposten.

“Nok er nok, og der er ingen der er tjent med flere dårlige sager og negative historier,” siger Anders Gerner Frost til Ugeposten.

Publiceret 13 March 2018 09:45

Ugeposten Gribskov nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få nyheder hver dag fra Ugeposten Gribskov
SENESTE TV