Sundhedsklumme:

Den gode gryderet

Nytårsforsættet der fortsatte - 4

Af
Af Inge Madsen

coach og forfatter. www.ingemadsen.dk

At skabe en forandring er som at kreere en god gryderet. Når ingredienserne er puttet i, justerer man, smager til og justerer igen, indtil det er rigtigt.

Hvad er der galt i at sige, at man vil gøre sit bedste, hvis det er det, man gør, selvom det måske ikke er fejlfrit?

For mig at se gælder det om at erkende, at man er i proces. Altså at man er på vej mod det, man ønsker, i det tempo og på den måde, der nu passer ind i det liv, man i øvrigt har. Nogle mennesker har en opfattelse af, at når man sætter sig mål, er det vigtigt, at man når det – lige nu!

Selvfølgelig ville det da være rart, hvis det altid var sådan. Men det er det ikke altid!

Når vi ønsker at skabe en forandring, handler det jo i virkeligheden om at skabe en varig forandring - at lægge livet om.

For nok er det flot at tabe sig for eksempel 10 kilo på et halvt år, men går man tilbage til de gamle vaner igen, er det som at smide et halvt års gode intentioner og arbejde i skraldespanden. Det er kun et spørgsmål om tid, hvornår de 10 kilo igen har indfundet sig på kroppen. Eller at rødvinen igen er blevet en daglig følgesvend eller ….

Boostet eller bristet selvtillid?

Så det handler om at finde ud af, hvad man vil være, og hvad det betyder at justere sin livsstil. At man ikke alene kigger på det forsæt, man har sat sig, men sætter det ind i en helhed, både i form af alle de elementer, hverdagen indeholder, men også i form af en tidslinje. Altså hvilken betydning vil det få, efterhånden som jeg ældes?

Man kan stille sig selv spørgsmålet: Hvad vil det betyde for mit liv, at jeg skaber denne forandring - og fastholder den fremover? Hvad vil det give mig i forhold til mit eget selvværd, min selvtillid, min partner, familie, venner, mit job og min fritid. Hvilken indflydelse vil ændringen medføre?

Hvorfor det? Fordi, når vi når målet, vil vi naturligvis være ved at briste af selvtillid – vi gjorde det jo. Men når det så går den anden vej, følger selvbebrejdelserne med og filer lige så stille selvtilliden ned igen – og fylder måske endda vrede på: Jeg idiot, nu kan jeg begynde forfra igen.

”Amen”

Uanset hvor gode vi er til at holde fast i vores forsæt, bliver vi fristede til at bryde det. Sådan er det! Derfor er det godt lige at tage et helikopter-perspektiv:

Vil man hele livet være den, der ønskede at skabe en forandring, men som aldrig lige fandt det rigtige tidspunkt. eller den, som gjorde det, men som altså ikke kunne fastholde de gode resultater. Eller vil man se lidt mere holistisk på sit liv?

Facebook er vel en af de største øjenåbnere i forhold til, hvornår et værktøj tager styringen, så vi forandres til følgere af noget, i stedet for at bruge vores krudt på at være opdagelsesrejsende i vores eget liv og finde os selv og vores værdier. Finde ud af, hvordan vi kan leve livet i harmonisk samklang med vores omgivelser.

Hele livet forandrer vi os, vi bliver voksne, de fleste får uddannelse og job, stifter familie, får børn, bliver bedsteforældre, går på pension - og dør.

Hver eneste fase har sit eget præg og vi har forskellige værdier som teenager og som pensionist. Men det er ikke altid, vi har brugt tid på virkelig at tænke over hvilke.

En klog mand har engang sagt, at der næppe er noget, der sætter så meget fut i livet, som døden.

Det er der rigtig megen sandhed i! Mange mennesker, der pludselig får diagnoser, som betyder, at de kan se frem til en begrænset levetid eller at miste syn, førlighed eller andet inden for en overskuelig tid, forandrer deres liv. Nogle endda radikalt.

De begynder at opfatte hver dag som en gave. De får øje på alle de muligheder, der er, for at de kan få mest muligt ud af den sidste tid på denne jord. Vi er så vant til at betragte i morgen og det vi kan og har som selvfølgeligheder, og glemmer derfor, at det faktisk ikke er en selvfølge.

Tak - jeg lever

For mit eget vedkommende var det en depression, der startede et nyt og helt anderledes liv. Det, at jeg oplevede at leve uden at kunne føle noget. Ikke engang for mine egne børn! Men konstant have en følelse af, at hjernen var i gips, af jeg ikke kunne komme i kontakt med den. Dét fik mig til at håbe på, at jeg blev rask og dermed fik en chance for at glæde mig over det liv, jeg tidligere havde taget som en selvfølge.

Uanset hvad der er vores 'vink med en vognstang', handler det om at tage det alvorligt.

Det er ikke altid, at vi kan se, hvor vi vil hen, eller hvordan. Men så længe vi håber på en forbedring og tager os selv alvorligt nok til også at lægge en plan for det, vi ved eller tror er retningen, og gøre vores bedste hele vejen og samtidig acceptere, at den måske skal justeres hen ad vejen, så er vi på vej. Vi er i proces. Vi lever.

Vi bruger vores sanser og evner til at skabe det liv, vi håber på.

Når vi gør det, kan vi roligt sidde dagen før vores 80 års fødselsdag og tænke tilbage og nyde, at vi brugte livet og de muligheder, det gav, mens vi havde kræfterne.

Når vi tager os selv seriøst og gør vores bedste for hver især at bruge de evner, vi har, og leve et liv i respekt for andre, kan vi nyde at blive gamle. Og vi slipper for at sidde og tænke på alt det, vi ikke nåede, for vi nåede det, der var vigtigt.

Og sjovt nok starter dette også med – håbet. Så hvilket liv håber du på?

Publiceret 08 March 2018 05:00

Ugeposten Gribskov nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få nyheder hver dag fra Ugeposten Gribskov
SENESTE TV