TV2, Gnags og Thomas Helmig kommer til Ramløse

Ramløse Scenen opfører stykket ’Nærmest Lykkelig’. Her kan du nyde sanger fra flere af de største danske popsangere

Af
Jeppe Helkov

Er du til god musik og en hyggelig stemning? Så kan det være, at du skal besøge Ramløse Forsamlingshus. I marts opfører Ramløse Scenen forestillingen 'Nærmest Lykkelig'. Og med et et væld af sange fra Gnags, Lis Sørensen, TV2 og Thomas Helmig er der lagt i kakkelovnen til en hyggelig aften.

Og ifølge forestillingens instruktur, Dan Nielsen, er det klog af skade, at de igen har valgt en musical.

“Der er 23 sange i forestillingen. De seneste to gange har vi spillet 'Vimmersvej' og 'Midt om natten', og her kan jeg jo se, at folk gerne vil se noget, hvor de kan syge med. Under forestillingerne sætter jeg mig altid ned bagved og ser, hvordan folk reagerer. Og når folk sidder og rokker og begynder at holde hinanden i hånden - og den ene får måske et lille kys på kinden. Så virker stykket, og det har de gjort det seneste to gange. Folk har haft en fest,” siger han.

'Nærmest Lykkelig' handler om Frank, der flytter til Århus. Her møder han den jurastuderende Evelyn, der bor i huset ved siden af. Han har selv en drøm om at blive musiker, så det er modsætninger, der mødes. Stykket handler om kærlighed, men ikke mindst om livet i ejendommen.

“Det foregår i 80erne,” siger Dan Nielsen og fortsætter:

“Stykket handler meget om den tidsånd, der var på det tidspunkt. Man forstod ikke rigtig alt det her med homoseksuelle dengang, så der er et lesbisk par med. Der er en mand, der bliver arbejdsløs. Men der er altid arbejde til dem, der vil arbejde, som man sagde dengang. Så det er en stille og rolig handling om familien Danmark i 80erne.”

Men de mange sange i stykket har faktisk også givet en del udfordringer. Især hos de yngre skuespillere.

“Vi havde en lille krise undervejs, fordi skuespillerne ikke syntes, de fik udfordringer nok. Der var lige pludselig ikke nok replikker. Det har nok noget med X Factor og de her programmer at gøre. De unge vil gerne ses. Men de havde selv bedt om at få et stykke med mange sange.”

“Der er 23, så er det klart, at der er mange replikker. Ellers ville det tage otte timer. Det er koret og orkesteret, der har hovedrollen. De er på hele tiden. Dem, der har flest replikker, har nok 40 eller 60. Andre steder har de 400-500 replikker. Sådan er det.”

Krisen blev afværget ved at dele en af de gennemgående roller op, så skuespillerne fik flere replikker.

“Der er en fortæller, der er gennemgående i stykket. Men vi har måttet dele rollen op, så der er seks forskellige personer, der spiller den. Så blev skuespillerne lidt mere rolige. Inden da var det sådan, at de sagde, at vi måtte finde et andet stykke. Men dér måtte jeg sætte foden ned,” siger Dan Nielsen.

'Nærmest Lykkelig' bliver også opført i Vejby. Det sker i år den 8. og 9. juni.

Fakta:

Vi spiller i Ramløse Forsamlingshus kl. 20.00 og middag kl. 18.00

Lørdag d. 10 marts

Lørdag d. 17 marts

Søndag d. 18 marts kl.15.00

fredag d. 23 marts

Lørdag d. 24 marts

Publiceret 06 March 2018 07:15

Ugeposten Gribskov nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få nyheder hver dag fra Ugeposten Gribskov
SENESTE TV