Ældreudvalgsformand slipper tøjlerne efter kun to måneder

Betina Sølver forlader Socialdemokratiet og bliver løsgænger i byrådet. Sølver barsler med nyt parti

“Jeg har stået alene i Socialdemokratiet. Man går til valg på 'velfærd først', og når man så har vundet valget, så bruger man penge på ikke-velfærd, nemlig lønforhøjelse til byrådspolitikerne. Kan jeg se mig selv i øjnene, når jeg hele tiden skal gå på kompromis? Skal jeg bare være stemmekvæg de næste fire år, for at beholde min formandspost? Nej, det skal jeg ikke, for uanset hvordan vi vender og drejer det, så kan jeg få indflydelse, også selv om jeg ikke er formand. Jeg vil hellere være troværdig, og jeg vil hellere gå efter en politik jeg kan stå ved og hvor jeg kan se mig selv i øjnene, fremfor at jeg har en formandspost. Det bliver jeg nødt til at være ærlig og sige”.

Betina Sølver lagde ikke fingre imellem da hun torsdag var gæst i Ugepostens bløde sofa efter at hun tirsdag på Ugepostens facebookside kunne meddele, at hun havde meldt sig ud af Socialdemokratiet, og dermed var blevet løsgænger.

Mere uro, mindre politik

Det har været en turbulent start for borgmester Anders Gerner Frost og byrådets nye flertal, der har fået sin ilddåb dels med en økonomi på katastrofekurs og dels en Attendo-skandale der er i gang med at blive håndteret.

Dermed har de første to måneder i det nye byråd mere mindet om krisehåndtering frem for politik der skal komme borgerne til gode i hverdagen.

Politiske visioner og initiativer fra det nye flertal er blevet overskygget, og med Sølvers exit fra Socialdemokratiet og dermed de facto fra flertalsgruppen, er uroen kun blevet værre den seneste uge. Dermed skal der snart findes en ny ældreudvalgsformand og en sikring af flertallet bag Anders Gerner Frost ved en indlemmelse af et eller flere partier i en decideret omkonstituering af flertalsgruppen i byrådet. Alternativt vil mandattallet i byrådet hedde 11-11 og med Sølver som tungen på vægtskålen, og denne situation vil ingen borgmestre ønske.

Socialdemokratiet og byrådet blev ’advaret’ allerede d. 19. november

Socialdemokratiet og byrådet blev ’advaret’ allerede d. 19. november

Beslutninger på for få hænder

Betina Sølver smækker med døren i Socialdemokratiet, og peger på topstyring og manglende demokrati i partiet som årsagerne til sit exit.

“Der er en relativt lille grupper der sidder og bestemmer hvad man skal mene og tænke, i forhold til de beslutninger der skal træffes, og det gælder både landspolitisk og lokalt, og det gør sig også gældende i Socialdemokratiet i Gribskov, og man kan sige, at når de få har sat dagsordenen, ja, så er det den dagsorden man kører efter. Vi andre kan selvfølgelig godt komme ind og sige noget, men det overordnede er, at vi kører videre med den dagsorden der er sat. Og når jeg ikke kan få indflydelse, så er jeg bare stemmekvæg. Hvorfor skal jeg sidde i byrådet hvis jeg ikke har indflydelse? Helt ærligt. Hvorfor skal jeg sidde og optage en plads i byrådet... Hvis det kun er dem der bestemmer og de holder på at sådan skal det være, og de ikke er lydhør, ja, så kan vi jo lige så godt bare have et byråd med 13 medlemmer, så behøvede vi ikke at sidde 23. Det samme gælder inde på Christiansborg. Hvorfor skal der sidde så mange stemmekvæg, det er jo slet ikke nødvendigt. Altså, helt ærligt.”

At Betina Sølver ikke har følt sig lyttet til, og har sine kvaler ved at bøje sig for flertallet i et medlemsdemokrati og i politiske fællesskaber, blev Socialdemokratiet og resten af byrådet advaret om allerede 19. november - kun to dage før sidste års kommunalvalg.

Her kaldte Betina Sølver på sin facebookprofil det for 'en syg kultur' at politik skulle handle om magt, indflydelse og kompromisser.

Nu kan Betina Sølver så efter alt at dømme skabe sin egen politiske kultur, da hun søndag på sin facebookprofil kunne afsløre, at hun sammen med en række borgere er i gang med at stifte et nyt parti.

Hos Socialdemokratiet tager man Betina Sølvers udmeldelse med ophøjet ro.

“Jeg synes bestemt vi har forsøgt at omfavne Betina, og har prøvet at integrere hende i partiet, men det er så ikke lykkedes. Men man kan jo omvendt heller ikke bare køre sit eget løb, og det har Betina gjort. Og hvis man synes at alle andre har begået fejl, kunne det måske også være, at man skal se lidt indad selv. Ved du hvad, vi står faktisk stærkere nu i Socialdemokratiet. Nu kan der komme ro på efter al den ballade vi har haft med Betina, og vi kommer til at rykke sammen i partiet. Det er også nødvendigt med noget ro nu, for vi er her for at lave god politik for borgerne, og ikke for politisk pjat”, siger viceborgmester Bo Jul Nielsen til Ugeposten.

Også borgmester Anders Gerner Frost siger til Ugeposten, at der nu skal falde ro på situationen.

“Vi glæder os til at komme med en række udspil, og vi glæder os til at diskutere og skabe politik til gavn for de mange. Og så vil jeg da overveje hvordan vi kan samarbejde med Betina Sølver fremadrettet. Nu handler det mest af alt om politisk ro”, siger Anders Gerner Frost til Ugeposten.

“Jeg synes bestemt vi har forsøgt at omfavne Betina, og har prøvet at integrere hende i partiet, men det er så ikke lykkedes”, siger Socialdemokratiets politiske leder, Bo Jul Nielsen.

“Jeg synes bestemt vi har forsøgt at omfavne Betina, og har prøvet at integrere hende i partiet, men det er så ikke lykkedes”, siger Socialdemokratiets politiske leder, Bo Jul Nielsen.

Publiceret 06 March 2018 09:30

Ugeposten Gribskov nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få nyheder hver dag fra Ugeposten Gribskov
SENESTE TV