Guld til Laura ved DM i skills

Frisørelev Laura Lykke Jensen fra Hairstylist Lykke Jensen i Gilleleje triumferede foran statsministeren og kan nu kalde sig ’Danmarks bedste frisørelev’

”Det er den største oplevelse, jeg nogensinde har haft,” siger Laura Lykke Jensen, der nu er kåret til Danmarks bedste frisørelev.

DM i Skills er det store årlige Danmarksmesterskab for unge fra erhvervsuddannelserne. Omkring 300 unge er med som deltagere, hvor de dyster inden for 42 forskellige fag om at blive landets dygtigste. I år foregik det over tre dage i MCH Messecenter Herning, og der var ca. 40.000 besøgende.

Laura Lykke Jensen, som til dagligt arbejder hos Hairstylist Lykke Jensen i Gilleleje, deltog i konkurrencen for frisørelever. I alt deltog der syv frisørskoler, hver med to udvalgte elever, og Laura var en af de to, der repræsenterede Københavns Frisørskole.

Gik i mesterlære hos mor

Efter gymnasiet var Laura meget i tvivl om, hvad hun skulle blive til. Efter nogen overvejelse besluttede hun at gå i mesterlære som frisør i sin mors frisørsalon, Hairstylist Lykke Jensen. Allerede ved første hovedforløb på frisørskolen var der interesse for Lauras talent. Hun blev udvalgt til talentholdet, som er et optagelseshold, hvorfra DM-deltagere udvælges. Da hun efterfølgende skulle udtages, så sprang hun talentholdet over og kom direkte ind på det hold, der træner til danmarksmesterskabet.

Derfra er det gået stærkt, og hun har trænet meget hårdt. Der er gået meget tid både i salonen, men også i fritiden, med at dygtiggøre sig. I 2017 blev det til en tredjeplads i DM Elevkonkurrencen i Kolding. I år skulle hun til DM i Skills dyste mod landets andre dygtige frisørelever i fire forskellige discipliner en langhårs opsætning, en farvning og klipning af dame, en klassisk herre føntørring samt en herre farve og klip. Alle discipliner foregår på dukke hoveder, så alle deltagere har lige vilkår, hovederne er forberedt hjemmefra og ca. 15 min.

Den er hjemme! Laura Lykke Jensen repræsenterede Københavns Frisørskole ved ’DM i skills’ og kan nu kalde sig Danmarks bedste frisørelev.

Den er hjemme! Laura Lykke Jensen repræsenterede Københavns Frisørskole ved ’DM i skills’ og kan nu kalde sig Danmarks bedste frisørelev.

Lars Løkke overrakte guld

Før konkurrencen i hver disciplin går i gang så trækkes der en opgave med en beskrivelse af hvilke elementer der skal indgå i det færdige resultat - og det gik rigtig godt.

Laura vandt en flot førsteplads og fik overrakt sit trofæ af statsminister Lars Løkke Rasmussen. Efterfølgende blev hun – sammen med mester, lærere og familie – inviteret ind på Københavns Rådhus, hvor hun under en højtidelig ceremoni fik overrakt sin guldmedalje af børne- og ungdomsborgmester Jesper Christensen. Efterfølgende fik selskabet serveret de berømte rådhuspandekager på fine, musselmalede tallerkner.

Publiceret 02 March 2018 14:30

Ugeposten Gribskov nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få nyheder hver dag fra Ugeposten Gribskov
SENESTE TV