BM Pleje:

'Vi måtte ikke sige, at Attendo lavede fejl'

Debatindlæg af Martin Marburger, medejer af BM Pleje

 

Vi har med stor bekymring fulgt de seneste måneders debat omkring sygeplejen i Gribskov kommune. Det er desværre ikke ny viden for os, at det står så slemt til.

Vi har i lang tid og specielt i hele 2017 flere gange rettet henvendelse både til Attendos ledelse samt til administrationen, hvor vi har påpeget de massive udfordringer, vi oplever i samarbejdet med Attendo og specielt sygeplejen til vores fælles borgere.

Vi har flere gange sendt bekymringsmails til administrationen om vores oplevelser. Det medførte møder på kommunen med administrationen og ledelsen fra Attendo. Desværre uden at vi efterfølgende oplevede forbedringer.

I løbet af sommeren 2017 bliver det meget tydeligt, at der er store personalemæssige udfordringer, specielt i sygeplejen hvor der dagligt er nye vikarer, som ikke kender arbejdsgangene.

Vi gjorde endnu en gang administrationen opmærksomme på de massive problemstillinger, og fejl vi oplevede fra Attendos side. Desuden var der store udskiftninger på ledelses plan hos Attendo, og derfor var det svært at sikre, at vores bekymringer nåede ud til de rette personer.

I sensommeren 2017 bliver vi indkaldt til et møde med centerchef Mikkel Damsgaard, kvalitets- og udviklingschef Lone Teglbjærg og lederen af visitationen i forhold til samarbejdet imellem Attendo og BM Pleje. På dette møde bliver vi direkte bedt om ikke at blande os i Attendos arbejde. Vi får at vide, at vi ikke må kalde det er fejl, når der f.eks. manglede en pille i medicinen, som vores hjælpere skulle udlevere til borgeren.

Når vi skulle informere Attendo om fejlen, skulle vi sige, at der var en ”uoverensstemmelse i medicinen” i stedet for at sige der var en ”fejl”.

Begrundelsen for dette ordvalg var, ifølge Mikkel Damsgaard og Lone Teglbjærg, at Attendo oplevede, at vi ”var efter dem” og udelukkende prøvede at finde fejl. De mente, at vi gjorde det svært for Attendo at udføre deres arbejde.

Vi fik at vide at vi skulle opføre os ordentligt over for Attendo.

Dette til trods for, at vi havde og stadig har et fint samarbejde med de medarbejdere, vi møder i dagligdagen hos vores borgere. Vi oplevede, at det var ledelsen fra Attendo – med Dorte Dahl i spidsen – som havde informeret administrationen om, at vi ikke ville det gode samarbejde. Derfor oplyste vi også til administrationen, at det slet ikke var tilfældet, men at vi var forpligtiget til at melde tilbage, når vi oplevede fejl.

Vi er meget kede af den nuværende situation i hjemmeplejen i Gribskov Kommune. Vi har været leverandør igennem de sidste 10 år, og vi må indrømme, at de seneste år har været udfordrende. Vi har et stort håb om, at der nu bliver ryddet op, og at der herefter kommer den tiltrængte ro og tryghed, som både alle vi, som kører i hjemmeplejen og ikke mindst vores borgere, trænger til.

Publiceret 22 February 2018 18:45

Ugeposten Gribskov nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få nyheder hver dag fra Ugeposten Gribskov
SENESTE TV