Attendo-skandalen:

Også byrådspolitikere blev advaret

“Nu som dengang mener jeg, at kommunen bør politianmelde Attendo for bedrageri,” siger forhenværende borgmester Jan Ferdinandsen

Det var åbenbart ikke kun embedsfolkene i administrationen på rådhuset der i 2015 blev advaret om fusk med køresedler og bevidst overfakturering fra plejefirmaet Attendo.

Også flere byrådspolitikere blev advaret af Attendos egne medarbejdere.

I efteråret 2015 var en række Attendo-medarbejdere således til møde med social- og sundhedsudvalgsmedlem Pia Foght (S) og byrådsmedlem Jan Ferdinandsen (Kons) på sidstnævntes kontor i Gilleleje. Et møde der i dag står tydeligt i begges erindring.

“Jeg kan huske, at mødet var på Pias foranledning, og jeg kan tydeligt huske, at det var rystende det de kunne fortælle om organiseret og systematisk snyd. Og nu, over to år senere, kan jeg så læse i Ugeposten, at de samme ting kommer frem, igen. Hvis det står til troende det I skriver i avisen, så er det bedrageri. Nu som dengang mener jeg, at kommunen bør politianmelde Attendo for bedrageri, og jeg forstår slet ikke hvorfor kommunen ikke allerede i sidste byrådsperiode har igangsat en undersøgelse af hele sagen. Det er jo ikke nyt”, siger Jan Ferdinandsen til Ugeposten.

Men hvad gjorde I dengang i 2015 da I selv blev advaret på mødet?

“Dengang var jeg rystet. 'Det kan ikke være rigtigt', tænkte jeg. Jeg var fortørnet. Jeg var bare menigt medlem i byrådet i perioden efter jeg var borgmester. Jeg sad på en plads i skoleudvalget, og ikke andet, så jeg havde ikke den store indflydelse. Men vi aftalte, at Pia (Foght, red.) skulle gå videre med det i Social- og Sundhedsudvalget. Og jeg kan også huske at Pia tog fat i sagen, og hun holdt flere møder med Attendos ansatte efterfølgende. Jo, hun gik efter sagen, og så var den i gode hænder, og det var min klare opfattelse, at den blev fulgt til dørs”, fortæller Jan Ferdinandsen til Ugeposten.

Den opfattelse havde Pia Foght også indtil Ugepostens artikler i denne uge.

“Jeg gik til administrationen med påstandene fra mødet i 2015, og vurderingen hos mig var dengang, at tingene var okay. Det var min klare vurdering efter at administrationen havde undersøgt hvad der var op og ned,” siger Pia Foght til Ugeposten.

Men stort set det samme kommer for en dag nu, over to år senere. Så var tingene vel alligevel ikke okay?

“Jeg synes egentlig at jeg var ihærdig dengang. Holdt flere møder, og stillede mange spørgsmål til administrationen. Men jeg kan da godt se nu, at jeg måske burde have været endnu mere ihærdig. Set i bakspejlet.”

Har du tillid til at administrationen har gjort deres arbejde godt nok, når nu det viser sig, at alt alligevel mildest talt ikke var okay, over to år senere?

“Ja! Jeg har fuld tillid til administrationen. Dengang var jeg en del af det politiske mindretal og var ikke formand. Jeg blev dysset ned politisk og kunne ikke gøre mere end jeg gjorde. I dag er jeg ny social- og sundhedsudvalgsformand, og det er vigtigt for mig at etablere et godt samarbejde med administrationen og alle embedsmændene. Men, jeg er da blevet mere skærpet opmærksom på hvad jeg spørger om, hvordan jeg spørger, at jeg skal stille mere skarpe spørgsmål, og hvordan jeg skal følge op.

Hånden på hjertet... Tror du at embedsfolkene har handlet på egen hånd, siden du har fået en masse svar der har gjort dig tryg, og det så viser sig, at situationen er den samme nu som i 2015.

“Nej, det tror jeg bestemt ikke. Det kan jeg ikke tro. Det er meget dygtige embedsfolk vi har siddende, og jeg har tillid til, at de udelukkende agerer ud fra et politisk mandat. Det politiske mandat de har fået. Og intet andet.”

Og det har du tillid til at de udelukkende har handlet ud fra?

“Ja. Det skal de”, siger Pia Foght til Ugeposten.

For Gribskovs forhenværende borgmester Jan Ferdinandsen (Kons) er der ingen tvivl; Kommunen bør melde Attendo til politiet for bedrageri. Arkivfoto: Jan F. Stephan

For Gribskovs forhenværende borgmester Jan Ferdinandsen (Kons) er der ingen tvivl; Kommunen bør melde Attendo til politiet for bedrageri. Arkivfoto: Jan F. Stephan

“Jeg synes egentlig at jeg var ihærdig dengang. Holdt flere møder, og stillede mange spørgsmål til administrationen. Men jeg kan da godt se nu, at jeg måske burde have været endnu mere ihærdig. Set i bakspejlet”, siger socialdemokraten Pia Foght, der allerede i 2015 blev advaret om fusk og bevidst overfakturering af Attendos egne medarbejdere. Foto: Jens Berg Thomsen.

“Jeg synes egentlig at jeg var ihærdig dengang. Holdt flere møder, og stillede mange spørgsmål til administrationen. Men jeg kan da godt se nu, at jeg måske burde have været endnu mere ihærdig. Set i bakspejlet”, siger socialdemokraten Pia Foght, der allerede i 2015 blev advaret om fusk og bevidst overfakturering af Attendos egne medarbejdere. Foto: Jens Berg Thomsen.

Publiceret 15 February 2018 11:30

Ugeposten Gribskov nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få nyheder hver dag fra Ugeposten Gribskov
SENESTE TV