Nordsjælland er danmarksmestre i boligudsigt

I to ud af fem salgsannoncer optræder ordet ’udsigt’

Søger man en bolig, hvor der skal være noget kønt at kigge på, så er det godt at være fra Nordsjælland.

For flere af de nordsjællandske kommuner ligger højt til tops, når det opgøres, hvor i landet flest af de udbudte huse har “udsigt” stående i salgsopstillingen.

I to ud af fem mæglerbeskrivelser får “udsigt” sneget sig ind, hvis man kigger på villa eller rækkehus i Helsingør, Fredensborg og Dragør Kommune, mens Hørsholm og Rudersdal følger lige efter med en andel på henholdsvis 37 og 34 procent. Det viser en ny opgørelse fra boligsiden Boliga.

Det er er da også Region Hovedstaden - der dækker Nordsjælland - som angiveligt har flest udsigtsboliger. 27,1 procent af de udbudte huse og rækkehuse i regionen har ordet med. Det gør regionen til den mest udsigts-havende af alle regioner.

Ingen garager

Men selvom man har noget kønt at se på gennem vinduerne eller fra terrassen, så skal man muligvis også se på sin bil - eller sit rod - hvis man residerer i Nordsjælland.

For Region Hovedstaden har den klart laveste andel af boliger udbudt til salg med ordet “garage”. Det er Allerød Kommune, der er mest “garage-løs” - ordet optræder i blot 7 procent af boligannoncerne i den nordsjællandske kommune.

Heller ikke i Fredensborg Kommune er der megen garage at parkere i. Her optræder ordet kun i annoncerne hos 12 procent af de udbudte huse.

Så mange huse har ordet “udsigt” i boligannoncerne i Nordsjælland:

Allerød Kommune: 18,4 procent 
Gentofte Kommune: 29 procent
Gribskov Kommune: 24,8 procent
Halsnæs Kommune: 30,2 procent
Lyngby-Taarbæk Kommune: 30,3 procent
Hillerød Kommune: 22,8 procent
Hørsholm Kommune: 36,7 procent
Helsingør Kommune: 41,1 procent
Fredensborg Kommune: 40,2 procent
Furesø Kommune: 29 procent
Egedal Kommune: 32,6 procent
Frederikssund Kommune: 21,2 procent
Rudersdal Kommune: 34,2 procent

Publiceret 09 February 2018 14:00

Ugeposten Gribskov nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få nyheder hver dag fra Ugeposten Gribskov
SENESTE TV

Aktiv udstilling skudt i gang

Helsinge Bibliotek inviterede til reception i børnehøjde i anledningen af, at den aktivitetsinviterende udstilling ”Mørkebarnet” nu er klar til at blive taget i brug af kommunens 6-12 årige børn.

Udstillingen er skabt over Cecilie Ekens meget smukke og prisbelønnede billedbog ”Mørkebarnet”, der på poetisk vis fortæller om Mørkebarnet og Lysbarnet, der bor i samme have. Men mor og far vil ikke have Mørkebarnet ind i huset, fordi hun er trodsig og besværlig, de vil kun have det søde og milde Lysbarn.

Bogen er et kunstværk og rammer på smukkeste vis et emne, som både børn og voksne kender: menneskets lyse og mørke sider.

”Vi kan se, at udstillingen appellerer til børnene. Mange børn har allerede været forbi, mens vi har arbejdet med at klargøre udstillingen. Spontant involverer de sig i udstillingens emner: lys, mørke, svære følelser, symboler med mere” fortæller bibliotekets personale.

3.n og 3.p fra Nordstjerneskolen var sammen med deres lærere, Malene Linsaa og Stina Miller, som særlige gæster inviteret med til åbningsreceptionen. Helsinge Bibliotek fungerer som bibliotek og læringscenter for Nordstjerneskolen, så det var oplagt, at det var elever herfra, der fik mulighed for at være med til den festlige markering.

”Glæder I jer til at lære Mørkebarnet at kende” blev der spurgt. Man var ikke i tvivl om børnenes svar ud fra deres glade ”jaaahh”.

Vejleder Connie Trolle fortalte børnene, at udstillingen er hentet i Kolding, hvor den har stået i 3 måneder, og at den nu er i Helsinge helt frem til 30. august.

Bibliotekschef Vibeke Steen sørgede for at klippe den røde snor over, hvorefter børnene strømmede ind i udstillingen og gav sig god tid der. Klasselærer Malene Linsaa glædede sig over, at der er så megen appel i udstillingen, at børnene var rundt og prøve nogle af aktiviteterne, inden de som gode receptionsgæster stillede sig i kø for at smage de flotte ”Mørkebarns-kagepiger” , som var lavet i dagens anledning.

Vibeke Steen glæder sig over, at det er lykkedes Helsinge Bibliotek at få udstillingen til Gribskov Kommune. På nationalt plan er der lavet 10 børnebogsudstillinger som del af projektet ”Fang Fortællingen”, som er et samarbejde mellem landets biblioteker, Kulturstyrelsen og Nordea Fonden. Der er fokus på at styrke børns læselyst og fange deres interesse for de gode fortællinger.

Landsdækkende er der stor interesse for at låne udstillingerne, så Helsinge har været yderst heldig, idet biblioteket er vært for udstillingen ”Mørkebarnet” og i efteråret bliver det ”Kaskelotternes Sang”, der kommer til Gribskov Kommune.

Helsinge Bibliotek tilbyder oplæsning og undervisningsaktiviteter i forbindelse med udstillingen. Kommunens Skoler (indskolinger) har alle modtaget invitationer til at deltage. På nuværende tidspunkt er 7 klasser tilmeldt, men Connie Trolle håber, at flere klasser vil lægge vejen forbi og deltage i det særligt tilrettelagte undervisningsforløb.

Gisli