LEDER:

Vi tror vel alle på et eller andet?!

Af redaktør Jesper Gisli

EKSISTENS & TRO

Sangeren Simon Kvamm sagde det på sin måde:

“Folk siger, at de ikke tror på Gud, men at de anerkender, at der er mere mellem himmel og jord. Jamen, det der 'mere mellem himmel og jord' - det er netop Gud.”

Det var Simon Kvamms måde at sige det på - det var og er Simon Kvamms måde at se det på. Tro.

Jeg plejer altid at sige til folk der vil diskutere religion og tro op i mod et fornuftigt og videnskabeligt perspektiv: “Enten så tror man, eller også tror man ikke”. Den er ikke længere, synes jeg.

Hvad synes du? Og hvad tror du på?

I denne uges avis har vi premiere på et nyt, fast element i Ugeposten.

EKSISTENS & TRO skal være en fast side fra uge til uge, hvor vi sætter fokus på emner der kan give stof til eftertanke. Artikler og klummer der berører måden vi lever på, måden vi er sammen på, og det vi tror på.

Det skal være emner som er aktuelle, og som måske deler mennesker i forskellige meninger og holdninger.

Det skal være et perspektiv eller to på emner der gør ondt eller godt, og det skal være fokus på forskelligheder og noget der kan udfordre enighed.

Og hvad angår tro, så er der plads til det hele.

Både den nyligt erklærede veganer der har set plantelyset, den trofaste Brøndby-fan der altid vil skippe en familiefødselsdag for en udekamp i Hobro, eller 'Belieberen' der finder svarene i Justin Biebers tekster og sange. Og alt der i mellem. Bare det giver mening for dig.

I denne premiere-uge starter vi med et fokus på den verserende sag om over 1.000 unge der står anklaget for distribution af børneporno fordi de alle har delt en video hvor unge under 18 år har sex.

Vi har talt med tre lokale unge, der sætter ord på deres syn på sagen. Ikke at de har noget med sagen at gøre, men alene fordi de selv er unge.

Derudover byder vi på en klumme hver uge. Vi har lige nu allieret os med Rosa Bech fra Græsted, der skriver de første klummer - denne gang med udgangspunkt i en Greenpeace-gadesælger der ønskede Rosa et ækelt liv, blot fordi Rosa sagde pænt nej tak til at støtte den ellers gode sag. Det har Rosa brygget lidt på.

Rosa Bech har i sommers færdiggjort sit teologistudie på Københavns Universitet og netop gennemført pastoralseminariet.

EKSISTENS & TRO kan og skal være alt mellem himmel og jord - og hvis du har et emne, en tanke, en undren eller har andet på hjerte, så er du meget velkommen til at skrive til os på mail:

eksistens@ugeposten.dk

I denne uge finder du EKSISTENS & TRO på side 64. Læs PDF-avisen her på ugeposten.dk.

God læselyst.

Publiceret 06 February 2018 12:15

Ugeposten Gribskov nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få nyheder hver dag fra Ugeposten Gribskov
SENESTE TV

Aktiv udstilling skudt i gang

Helsinge Bibliotek inviterede til reception i børnehøjde i anledningen af, at den aktivitetsinviterende udstilling ”Mørkebarnet” nu er klar til at blive taget i brug af kommunens 6-12 årige børn.

Udstillingen er skabt over Cecilie Ekens meget smukke og prisbelønnede billedbog ”Mørkebarnet”, der på poetisk vis fortæller om Mørkebarnet og Lysbarnet, der bor i samme have. Men mor og far vil ikke have Mørkebarnet ind i huset, fordi hun er trodsig og besværlig, de vil kun have det søde og milde Lysbarn.

Bogen er et kunstværk og rammer på smukkeste vis et emne, som både børn og voksne kender: menneskets lyse og mørke sider.

”Vi kan se, at udstillingen appellerer til børnene. Mange børn har allerede været forbi, mens vi har arbejdet med at klargøre udstillingen. Spontant involverer de sig i udstillingens emner: lys, mørke, svære følelser, symboler med mere” fortæller bibliotekets personale.

3.n og 3.p fra Nordstjerneskolen var sammen med deres lærere, Malene Linsaa og Stina Miller, som særlige gæster inviteret med til åbningsreceptionen. Helsinge Bibliotek fungerer som bibliotek og læringscenter for Nordstjerneskolen, så det var oplagt, at det var elever herfra, der fik mulighed for at være med til den festlige markering.

”Glæder I jer til at lære Mørkebarnet at kende” blev der spurgt. Man var ikke i tvivl om børnenes svar ud fra deres glade ”jaaahh”.

Vejleder Connie Trolle fortalte børnene, at udstillingen er hentet i Kolding, hvor den har stået i 3 måneder, og at den nu er i Helsinge helt frem til 30. august.

Bibliotekschef Vibeke Steen sørgede for at klippe den røde snor over, hvorefter børnene strømmede ind i udstillingen og gav sig god tid der. Klasselærer Malene Linsaa glædede sig over, at der er så megen appel i udstillingen, at børnene var rundt og prøve nogle af aktiviteterne, inden de som gode receptionsgæster stillede sig i kø for at smage de flotte ”Mørkebarns-kagepiger” , som var lavet i dagens anledning.

Vibeke Steen glæder sig over, at det er lykkedes Helsinge Bibliotek at få udstillingen til Gribskov Kommune. På nationalt plan er der lavet 10 børnebogsudstillinger som del af projektet ”Fang Fortællingen”, som er et samarbejde mellem landets biblioteker, Kulturstyrelsen og Nordea Fonden. Der er fokus på at styrke børns læselyst og fange deres interesse for de gode fortællinger.

Landsdækkende er der stor interesse for at låne udstillingerne, så Helsinge har været yderst heldig, idet biblioteket er vært for udstillingen ”Mørkebarnet” og i efteråret bliver det ”Kaskelotternes Sang”, der kommer til Gribskov Kommune.

Helsinge Bibliotek tilbyder oplæsning og undervisningsaktiviteter i forbindelse med udstillingen. Kommunens Skoler (indskolinger) har alle modtaget invitationer til at deltage. På nuværende tidspunkt er 7 klasser tilmeldt, men Connie Trolle håber, at flere klasser vil lægge vejen forbi og deltage i det særligt tilrettelagte undervisningsforløb.

Gisli