3.000 år gammel billedsten udstilles i Kulturhavnen

Stenen har inspireret til Kulturhavn Gillelejes logo

historie Når man træder ind i Kulturhavn Gilleleje ad svingdøren ved P-pladsen, ser man en stor sten i glaspartiet. Stenen, der forleden blev hejst på plads, stod før i det gamle bibliotek i Pyramidebygningen på Vesterbrogade. Gribskov Kommune har solgt Pyramiden, som derfor er ryddet for kontorer, bibliotek og museumsudstillinger. De førhen udstillede genstande er nu flyttet i magasin - men stenen kom ikke med. For hvad er mere naturligt end at placere den ved Kulturhavn Gilleleje, spørger Museum Nordsjælland i en pressemeddelelse. Her kan den flotte sten nemlig ses af de mange besøgende, og samtidig bruger Kulturhavnen et udsnit af stenens motiv som logo.

Udgravet i 1959

Stenen er en helleristningssten, hvor der i bronzealderen, omkring 3.300 år før nu, er indhugget silhuetter af to skibe. Skibene har højt rejste stævne prydet med hestehoveder. Mandskabet, der padlede bådene fremad, er markeret med en række lodrette streger - 12 i hvert skib. Den ene figur er ikke fuldstændigt bevaret, og her har der oprindelig nok været 17 mandskabsstreger. Stenen stammer fra en gravhøj ved Birkerøgelgård i Fjellenstrup syd for Gilleleje, som Nationalmuseet udgravede i 1959. Sandsynligvis indgik stenen oprindelig i randstenskæden omkring højen, men den må ret hurtigt være dækket af jord fra højen, siden skibsmotiverne er bevaret til i dag. Skibene er nemlig så overfladisk indhugget, at vind og vejr ellers ville have slidt dem væk. Der er ikke fundet rigtige skibe fra Danmarks bronzealder, så vi kender kun denne skibstype fra afbildninger på sten og bronzegenstande. Skibet var til gengæld et yndet motiv, og det vidner om, at det var et vigtigt redskab til fiskeri og til transport. Skibet var også centralt i bronzealderens religiøse forestillingsverden. Sammen med heste, fisk, slanger og svømmefugle var det skibet, der hjalp solen på sin færd over himlen om dagen og tilbage gennem underverdenen om natten. jbe

Publiceret 02 February 2018 00:00

Ugeposten Gribskov nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få nyheder hver dag fra Ugeposten Gribskov
SENESTE TV