"Her i Nordsjælland har vi sat massivt ind over for indbrud,” siger Carsten Spliid, politiinspektør i Nordsjællands Politi. Modelfoto: Adobe Stock sdecoret - stock.adobe.com

Antallet af indbrud falder i Gribskov

Der er stadig alt for mange, der oplever indbrud, men nye tal fra Danmarks Statistik viser, at det er blevet sværere at være indbrudstyv i Nordsjælland

Af
Flemming Saugmann

kriminalitet Hvis du synes det er blevet lidt mere sikkert at bo i Gribskov kommune, tager du ikke helt fejl. For ifølge nye tal fra Danmarks Statistik blev der i Nordsjælland kun anmeldt 737 indbrud i private hjem i årets andet kvartal. Det er et fald på over 12 pct. sammenlignet med samme periode sidste år. Og ser man specifikt på Gribskov, er antallet af indbrud i første og andet kvartal i år faldet fra hele 62 til 39.

Tendensen er den samme i de fleste nordsjællandske kommuner, hvor man af tallene kan se, at tyvenes foretrukne jagtmarker er Rudersdal, hvor indbruddene er over hundrede, mens også Helsingør og Hillerød fortsat ligger på den forkerte side af 50 indbrud i 2. kvartal i år.

”Men det er rigtig glædeligt, at det går i den rigtige retning med indbrudstallene. Her i Nordsjælland har vi sat massivt ind overfor indbrud. Vi har indgået et samarbejde med Bo trygt!, som betyder, at vi går til det præventive arbejde på en ny måde med oplysning i centrum, og vi har afholdt nogle meget velbesøgte borgermøder. Vi kan helt tydeligt mærke, at det har skærpet borgernes interesse for Nabohjælp og indbrudsforebyggelse, men der er stadig et uforløst potentiale i forhold til indbrudsforebyggelse i Nordsjælland, og det vil vi gerne gøre noget mere ved,” siger Carsten Spliid, der er politiinspektør i Nordsjællands Politi.

Gør borgerne utrygge

TrygFonden, Realdania, Bolius og Det Kriminalpræventive Råd (DKR) står bag indsatsen Bo trygt!, der har som målsætning at reducere antallet af indbrud i private hjem fra over 30.000 til under 10.000 om året. For målt pr. indbygger sker der omkring tre gange så mange indbrud i private hjem i Danmark som i Sverige, Norge og Tyskland, og tanken om indbrud i eget hjem gør hver fjerde dansker utryg.

”Men heldigvis er der meget, man selv kan gøre,” fortæller Britt Wendelboe.

”For det, en tyv er allermest bange for, er at blive set, og vi anbefaler, at man nu hvor hækkene er ved at være afblomstrede finder hækkesaksen frem og klipper hækken ned. For så giver man naboerne mulighed for at kigge ind og forstyrre en tyv, der er på vej på arbejde. Hvis man ovenikøbet sætter lys med sensorer op, så vil tyven have meget sværere ved at få arbejdsro – også i aften- og nattetimerne.”

Sommeren er travl

Rigtig mange indbrud sker i ferierne, og derfor kan det være en rigtig god idé at sikre sit hus og tilmelde sig Nabohjælp, inden man drager afsted. Der er 280.000 nabohjælpere i Danmark, og tallet stiger hele tiden.

”Der sker typisk mange indbrud i juli måned, men gode naboer er en af de bedste måder at beskytte sig imod tyven på. Naboer, der hilser på ukendte ansigter og spørger ind til deres ærinde på vejen, stresser en indbrudstyv, og vi ved, at aktiv nabohjælp kan forhindre op til hvert femte indbrud. Derfor er vi ekstra glade her i sommerferien for de mange nabohjælpere over hele landet, siger Emilie Birk Jørgensen, der er analytiker i Det Kriminalpræventive Råd.

Publiceret 21 July 2019 16:09

SENESTE TV

Livet i 1800-tallet: Med to-etages sporvogn til ferieliv i Gilleleje

"Må jeg nu bede læserne følge mig på rejsen fra København til Gilleleje en majmorgen i 1886. Man startede på den gamle Nordbanegård, omtrent hvor nu Studenterforeningen ligger, og kom i ro og mag til Hillerød hvor man skulle skifte over i Gribskovtoget.

Der, hvor toget stadig holder, gik man ind i en stor ladeagtig træbygning, hvor man forefandt det daværende tog, der bestod af lokomotiv, passagervogn og godsvogn. Passagervognen lignede nærmest en 2-etages sporvogn; den øverste etage var åben på siderne, så man kunne nyde udsigten til Gribskov. Det lyder jo rart, men det var for lyst sommertøj mindre behageligt. Der fyredes nemlig med en slags smuld, der udviklede en kraftig sort røg; denne forhindredes af skoven i at sprede sig, og sodpartiklerne lejrede sig derfor stille og fredeligt på sæderne.”

Sådan beskriver Thora Lytthans sin barndoms rejse fra København til Gilleleje i slutningen af 1800-tallet. Det kan man læse om i hendes artikel ”Det gamle Gilleleje – Nogle erindringer fra Tiaaret 1886-1896”, som blev trykt i skriftet ”Fra det gamle Gilleleje” i 1955. Men lad nu rejsen gå videre mod nord:

”Travlt havde man ikke dengang. Når toget havde forladt afgangshallen i Hillerød, hændte det ofte, at en forsinket rejsende kom løbende, og så holdt man og tog ham med. I Kagerup var der ophold, og tørstige sjæle kunne købe øl hos stationsmesteren. Så ventede toget yderligere, til øllet var drukket, og den tomme flaske kunne leveres tilbage. Ankommet til Græsted, hvor banen dengang endte, besteg man Ole Hansens lille Char-a-banc, (hestevogn, red) der i løbet af en times tid, ad en fuldstændig skyggeløs landevej, førte én til kroen i Gilleleje, hvor fra man ad Lejets dengang eneste, meget sandede gade nåede sit bestemmelsessted.”

Thora Lytthans var kun fire år, da hun første gang besøgte det lille fiskerleje, og familien Lytthans var blandt de første rigtige ”landliggere” fra København. Men den allerførste landliggerfamilie var – skriver hun – familien Lendorf. Arkitekt Carl Lendorf, som har lagt navn til Carl Lendorfsvej ved Strandbakkerne, købte Strandbakkerne i 1885. Thora Lytthans’ far, Emil Lytthans-Petersen, havde som tømrermester gennem årene arbejdet for Lendorf, og som tak for indsatsen blev Lytthans-Petersen tilbudt en grund ved siden af Lendorfs egen. Tømrermesteren byggede i første omgang tre huse helt nede for foden af bakkerne: ”et til arkitekt Lendorf, et til sig selv og et til Diakonissestiftelsen til ferieophold for vekslende søstre”, skriver Thora. Men hvad var det så for et liv, der udspillede sig dér?

”Åh, disse somre med det frie liv, hvor vi børn tumlede os ved stranden og i vandet, fangede krabber og søstjerner, samlede sten og muslingeskaller eller kurede ned ad bakkerne; det sidste var ikke videre velset, da græsfarven næsten ikke var til at få af tøjet”.

Kom der overnattende gæster, skulle de selvfølgelig se fyrene på Nakkehoved og fyrmester Fabers smukt anlagte terrassehave. Den kan man kun se ganske få spor af i dag. En velvillig fisker roede også familien en tur, hvis det var stille vejr. Men da Thora ikke var særlig søstærk, blev hun oftest på land og nøjedes med at se på vandet:

”Til daglig morede vi os også med at se på rutebådene til Jylland, der kom forbi hver mandag og torsdag ved nitiden om aftenen. Det var jo hjuldampere dengang, og hvis man lagde øret mod vandet, kunne man høre dunket af skovlene, mens skibene endnu var ved Hellebæk,” fortæller Thora.

”Sigtekage” om søndagen

Ferie var dengang kun noget, lærere og skolebørn havde. Så det var primært kvinder og børn, der tog til nordkysten om sommeren. De arbejdende herrer kom på besøg om søndagen, hvor der ventede dem et godt kaffebord med alt godt fra bagerens brødvogn:

”Traktementet var rigeligt, men enkelt, en hjemmebagt kringle og masser af Sigtekage med smør. Jeg kan endnu smage denne sidste; vognen fra Dronningmølle kom hver uge, og vi købte alt vort brød der. Bageren i Lejet havde så mange fluer, at man ikke vidste, om det var korender (rosiner, red.) eller fluer, der var i hans boller. ”

Uden hat og handsker

Men hvad var så den største forskel på landligger- og bylivet?

”Den største forskel mellem de to tilværelser lå på et punkt, hvor der nu til dags slet ikke er nogen forskel, nemlig med hensyn til, hvad man kan tillade sig på landet, men absolut ikke i byen. Man kunne dengang i København ikke gå et ærinde uden at være iført overtøj og hat, helst også handsker; hvis der dengang havde været ispinde, ville man have gjort sig fuldstændig umulig i det gode selskab, hvis man havde nydt en sådan uden for sine fire vægge. Derfor nød alle, store som små, dette at kunne frigøre sig for de bånd, der bandt en til daglig, og derfor fik man, tror jeg, mere ud af et landophold dengang selvom der jo også i vore dage er mennesker, der helst ligger på landet, hvor der er langt til Alfarvej og andre beboere, og som også nu får meget ud af opholdet.”

Så vidt Thora Lytthans’ erindringer. Hvad erindrer du? Om din barndoms ferier? Om dit frie børneliv eller dit spændende arbejdsliv. Dét vil vi i Gribskov Arkiv gerne vide. Skriv!! Og send til arkiv@gribskov.dk