11.383 borgere i Gribskov risikerer at skulle have et nyt pas. Foto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix

11.383 borgere i Gribskov risikerer at skulle have et nyt pas. Foto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix Scanpix Danmark

Tusindvis af Gribskov-borgere har fejl i passet

Måske skal de berørte have udskiftet passet

11.383 borgere i Gribskov risikerer at skulle have et nyt pas. Der er nemlig sket en fejl med fingeraftrykkene i passet, oplyser rigspolitiet til Frederiksborg Amts Avis.

På landsplan er det i alt 228.000 pas, udstedt i årene 2014-17, som risikerer at skulle skiftes ud. Rigspolitiet har konstateret fejl i optagelsen af fingeraftryk i pasbestillingssystemet, så venstre hånds aftryk er lagret som højres og omvendt, skriver avisen.

”Det er en borger, som ved et tilfælde opdager fejlen i efteråret 2017. Vi er nu i dialog med politiet, så vi kan få afklaret, om alle berørte borgere skal have nyt pas, og vi er dialog med leverandøren af it-systemet, så vi sikrer, at ingen borgere står med en ekstraregning,” siger direktør i KL, Christian Harsløf, som oplyser, at det drejer sig om 5275, 11383 og 3179 pas i henholdsvis Frederikssund, Gribskov og Allerød.

Ifølge Jonathan Jørgensen, der er direktør i Kube Data, som leverer systemet, hvori fejlen er opstået, er der tale om en teknisk fejl, som dog ikke kompromitterer borgernes personlige oplysninger.

”Det er vanskeligt at forestille sig, at det skal give borgerne store problemer. Det er kun Rigspolitiet, der har adgang til krypteringsnøglen, hvori fejlen ligger, og mange af de berørte borgere har formentlig rejst med passet uden problemer,” siger direktøren.

I en mail til Frederiksborg Amts Avis skriver Rigspolitiet blandt andet, at man siden fejlen blev opdaget i 2017, har sørget for, at der ikke siden er blevet udstedt flere pas med samme fejl.

”Passene er fuldt gyldige. Der er pt. dialog om den videre proces,” lyder det ifølge avisen fra politiet.

CJ

Publiceret 23 April 2019 14:30

SENESTE TV