Digtende børnehavebørn
Digte er godt for meget. Blandt andet for koncentrationen. Foto: Per S. Hansen.
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

“Digte udvikler børns fantasi og kreativitet”

Af Siff Camilla Kingod


”Mange tror, at man ikke kan digte med børnehavebørn. Men det kan man altså godt, ” siger Annette, pædagog i Engerød Børnehave. Ved siden af hende sidder Lene Terts Barsholm, pædagogisk leder, og nikker ivrigt.

Annette og Lene er igangsættere af et digteprojekt med børnehavens 16 førskolebørn. Et projekt, der i første omgang blot skulle munde ud i en digtsamling til glæde for børnene og deres forældre, men som nu er blevet til udstillingen ”Børn Digter” på Helsinge Bibliotek.

Ideen bag projektet er ikke ny. ”Det var noget, der startede for mange år tilbage, hvor vi skulle have et forældrearrangement som afslutning på vores storbørnsgruppe. Og så ville vi lave noget sammen med børnene, optræde for forældrene. I stedet for at lave en sang, så blev det til en digtsamling,” fortæller Annette.

Som en del af de pædagogiske læreplaner har børnehaver stort fokus på børns sprog, og digteprojektet har været et led i et målrettet arbejde med børnenes sprogudvikling og deres førskole-kompetencer.

”De leger med ordene. På den måde arbejder vi med sproget på alle mulige leder og kanter. Og så er det sjovt,” fortæller Lene.

”Vi er enige om, at det er meget vigtigt, at vi synes, det er sjovt. Idet vi synes det, så smitter det af på børnene. Så synes de også, at det er rigtig sjovt,” fortsætter Annette.

Men det er ikke kun sproget, der udvikles, når børnehaven arbejder med digtsamlingen.

”Det udvikler børns fantasi og kreativitet. Og så handler det rigtig meget om at skulle koncentrere sig og fordybe sig,” uddyber Annette. ”Og så har de øvet sig på oplæsning, inden forældrene kom.” For projektet blev afsluttet med et arrangement, hvor de små digterspirer fremsagde digtene for de stolte forældre.

Måske der blandt de 16 børn findes en kommende lyriker, måske ikke? Men digteprojektet har i hvert fald budt på en anderledes vej ind i sproget. ” Der er lagt et lille grundlag til at kunne favne dansk i skoleklassen, til at kunne lege med sproget og måske også til at kunne gå på opdagelser i forskellige tekster,” siger Lene.

Og netop nu kan alle interesserede gå på opdagelse i børnenes tekster. Den fine lille digtsamling udstilles nemlig på Helsinge Bibliotek. Annette og Lene kontaktede Per S. Hansen fra Legeteket. Han syntes, det var en super god idé og ville gerne udstille dem. Så nu hænger de på Helsinge Bibliotek.


Super stolte børn

Børnehaven har selvfølgelig været oppe at se udstillingen. Og børnene fik kommentarer og ros fra folk, der kom forbi og læste digtene. ”Dér voksede de helt klart. Og synes, det var sejt. Det, tænker jeg, det giver én et boost. Også til alle mulige andre ting,” siger Lene med et stort smil.

”De var ikke til at skyde igennem!” tilføjer Annette.


Publiceret: 11. Juli 2017 03:00
¨
Se også:

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder hver
dag fra Ugeposten Gribskov

ANNONCER
Se flere
Politiken
Seneste nyt
Ekstra Bladet
Seneste nyt
Jyllands-Posten
Seneste nyt
ERROR: Macro disqus is missing!